Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.01.2020 | Af: Michael Frederiksen

Jubel i Vendsyssel: Rival i toppen snublede hjemme

Cheftræner Kent Ballegaard: - Det er glædeligt, når vores konkurrenter sætter point til, men i bund og grund handler det stadig om os selv.
Vendsyssel Håndbold spillede ikke i dag, men der var alligevel jubel at spore blandt spillere, trænere og ledere, fordi Ringkøbing Håndbold overraskende tabte 20-23 på hjemmebane til SønderjyskE.

 

De resultat betyder, at Vendsyssel Håndbold nu er alene i spidsen i kvindernes 1. division. Vendsyssel, der lørdag vandt med 15 mål over bundholdet IF Stjernen, er to point foran Ringkøbings nedrykkere fra HTH Ligaen.

Topstriden i landets næstbedste række har i hele sæsonen været en duel mellem Ringkøbings favoritter og Vendsyssel. Inden weekendens kampe havde begge hold kun sat tre point til.

Ringkøbing er dog blevet ramt af en skade hos nøglespilleren Michelle Brandstrup. Hun er ude i fire uger med en brækket lillefinger, og mod SønderjyskE var hun savnet. Allerede i pausen førte gæsterne med 14-7.

- Hun har stor betydning for deres hold - både som ledertype og qua sine håndboldfærdigheder, siger Vendsyssels cheftræner, Kent Ballegaard.

Han lægger ikke skjul på, at han er "tilpas" med Ringkøbings nederlag i dag.

- Det er glædeligt, når vores konkurrenter sætter point til, men i bund og grund handler det stadig om os selv. Vi skal holde fokus på vores opgaver og ikke koncentrere os så meget om stillingen, udtaler Kent Ballegaard til Kanal Frederikshavn.

Det var anden gang i denne sæson, at Ringkøbing tabte til SønderjyskE.

Vendsyssel og Ringkøbing mødes i sidste spillerunde i DRINX Arena i Syvsten.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close