Julebelysning blev tændt, men mørkt på Lodstorvet
Mette Mo Clausen har skrevet dette indlæg: Torsdag var der Open By Christmas med mange aktiviteter rundt omkring i byen. Desværre forsvandt den største børneaktivitet i mørke, for "kælkebakken", som var placeret på Lodstorvet, var totalt mørklagt - trods det, at Lodstorvet nok er det sted i Frederikshavn, som har det meste og nok det flotteste lys i hele byen, men alt var slukket, og det var svært at se en hånd for sig.
Desuden er der jo absolut ingen julebelysning på Lodstorvet, og det kan jo undre, da der jo er meldt ud fra Stena Line, at Scandic er udsolgt i alle weekender frem til jul, hvilket jo er gæster, som er potentielle kunder til byen.
Om restauranterne på Lodstorvet og i Lodsgade ikke er medlemmer af Frederik, ved jeg ikke, eller om det overhovedet har nogen betydning, men ihverfald er det en masse turisters indgang til byen, og det kan undre, at der er julebelysning på mange andre sidegader til gågaden.
Måske er det for dyrt at benytte det flotte lys på torvet, men så burde man måske benytte dette ved specielle lejligheder - f.eks. i weekender op til jul- for at vise en åben og flot by.
Det var ihverfald ligefrem synd for dem, som stod ved "kælkebakken" - både ansatte, de få forældre og børnene, som fandt frem i mørket - at de ikke havde mulighed for at se noget som helst.
Kanal Frederikshavn har undersøgt sagen:
Handelschef Dan Kobberup mener ikke, at problemet var stort, og han oplyser, at mellem 200 og 300 børn prøvede kælkebakken. Han erkender dog, at det også kom bag på ham, at der ikke var mere lys på Lodstorvet.
- Jeg prøvede at kontakte Forsyningen, men de var desværre gået hjem, da jeg ringede. Jeg synes dog, vi løste problemet tilfredsstillende med nogle spots, siger Dan Kobberup til Kanal Frederikshavn.
Han oplyser i øvrigt, at Open By Christmas generelt forløb yderst tilfredstillende.
- Butikkerne havde travlt, og stemningen i hele byen var meget hyggelig, siger Dan Kobberup.





































