Julia Lahme sætter fokus på familieliv
Bibliotek & Borgerservice sætter familien og forældreskabet i fokus sammen med livsstilsekspert Julia Lahme, som vil gøre os klogere på nutidens familieliv. Onsdag 11. maj kl. 19.00 kan du møde hende på Frederikshavn Bibliotek.
Det moderne familieliv har de seneste årtier ændret sig markant. Familieliv findes i mange former, og det står enhver frit for at vælge, hvordan drømmescenariet ser ud.
- Den traditionelle kernefamilie er under forandring, og derfor har biblioteket her i foråret valgt at sætte fokus på "Familielivet – og dets mange facetter", forklarer afdelingsleder Rasmus Østergaard.
Biblioteket har inviteret livsstilsekspert og forfatter Julia Lahme til at komme og give sit syn på, hvordan det moderne familieliv ser ud her i 2022, og måske også nogle bud på, hvor familielivet er på vej hen.
Publikum kan se frem til at få et indblik i nutidens familier, ægteskab, forældreskab og venskaber i en verden, hvor vi mere end nogensinde har brug for hinanden. Præsenteret i en god blanding af brugbar viden med plads til nogle gode grin.
Julia Lahme er cand. mag. i europæisk etnologi, forfatter, foredragsholder, livsstilsekspert, debattør og blogger. Hun bliver ofte brugt som livsstilsekspert i TV og radio, så måske har du set hende i for eksempel DR’s "Aftenshow" eller den seneste udgave af "Gift ved første blik"?
I marts i år udkom hendes bog "Det er bare en fase", som handler om det konkrete kaos i en kernefamilie i forandring, og om hendes egen forvandling som mor, da hendes søn blev teenager. Hun har tidligere udgivet bestselleren "Hvor lagde jeg babyen?"
Biblioteket har også Julia Lahmes bøger og derudover store mængder litteratur om temaet "Familieliv", som du kan låne, så kig forbi og få en snak med bibliotekaren om, hvilke emner du har lyst til at fordybe dig i.
I forbindelse med temaet "Familieliv – og dets mange facetter" har bibliotekerne en særlig udstilling, blandt andet med ukendte portrætter, lånt fra Nordjyllands Kystmuseum, af lokale familier fra perioden 1945-1955, og så bliver børnene opfordret til at tegne deres egen familie.