Kæmpe fund af narko-stof i Frederikshavn-området
Nordjyllands Politi og Skat gjorde mandag et kæmpe fund i Frederikshavn-området af såkaldt GBL, der bruges i fremstillingen af stoffet GHB, oplyser TV2/Nord.
Det største fund i Nordjylland og formentlig det største i Vestdanmark nogensinde. Sådan karakteriserer politikommissær Allan Overgaard fra Nordjyllands Politi det fund politiet og Skat gjorde sig mandag eftermiddag i Frederikshavn-området.
Der er tale om 235 liter af stoffet Gamma-Butyrolacetone, GBL, der er et komponent i fremstillingen af stoffet GHB, der er kendt som Fantasy. Fire nordmænd i alderen 30 til 34 år er anholdt i sagen og fremstilles i grundlovsforhør kl. 14.00.
- Det er for tidligt at sige noget om, hvor meget stof, det her kan blive til. Det skal der kemiske analyser til at fastslå, siger Allan Overgaard til TV2/Nord.
- Men der er ingen tvivl om, at vi betragter det her som et meget stort fund, siger politikommissæren og oplyser, at fundet blev foranlediget af Skat, der har overvåget den indkommende post til adressen i Frederikshavn-området.
- Vi forventer at dørene til grundlovsforhøret vil blive lukket. Vi har knoklet i et døgn nu på at efterforske sagen, og der er stadig så meget efterforskning foran os, at vi ikke ønsker at dele ret meget med offentligheden, siger han.





































