Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.08.2012 | Af: Josefine Ulbrichsen

Kærligheden førte Allan Eriksen til Antwerpen

Allan har i sommer været på besøg i Frederikshavn med sin et-årige søn Casper og kæresten Kristien.

Hvor blev ham bankmanden fra Nordjyske Bank af? Historien om Allan Eriksen handler om kærlighed, og om hvordan det er at flytte fra sin hjemby og hjemland for at starte et helt nyt liv i Belgien.

 

Allan Eriksen flyttede fra sin hjemby Frederikshavn 9. september 2009 og anede ikke, hvad der ventede ham. Destinationen var Antwerpen i Belgien, hvor han havde mødt sin store kærlighed Kristien. Sammen har de nu købt hus og fået sønnen Casper, som i dag fylder 1 år.

- Det var en stor satsning for mit vedkommende. Jeg måtte opsige mit job i Nordjyske Bank, hvor jeg havde arbejdet i 19 år og vinke farvel til både venner og familien, men det var heldigvis det hele værd, fortæller Allan Eriksen.

- Opstarten var svær. Jeg skulle forholde mig til et helt nyt sprog, og derfor startede jeg med at gå i skole et stykke tid for at lære at snakke flamsk. I dag kan jeg læse og forstå det, men det kniber stadig med at snakke sproget, så jeg navigerer på engelsk.

I Antwerpen arbejder Allan for det danske firma Globe Systems, som sælger headsets, hvor han koordinerer møder. Han fortæller, at det er noget billigere at bo i Belgien end i Danmark, men at lønningerne til gengæld er lavere.

Ifølge Allan er Antwerpen en dejlig by, hvor han føler sig godt hjemme.

- I modsætning til Frederikshavn er Antwerpen en kæmpe stor by, med næsten én million indbyggere. Byen er delt op i mindre kvarterer, så den føles ikke så stor, men vi har alle mulighederne, som findes i storbyerne, og det er et stort plus. Samtidig ligger byen enormt centralt i Europa, og man skal ikke køre ret langt for både at komme til Tyskland, Frankrig og Holland, forklarer han.

- Det, jeg savner mest i Frederikshavn, er helt klart familie og venner. Røde pølser og ketchup fra Beauvais har de ikke hernede, og det kan man da godt mangle ind imellem, fortæller Allan med et grin.

Allan er heldigvis ikke den eneste dansker i Antwerpen, og han har hurtigt fået et socialt netværk i den belgiske by.

- Det er dejligt at kende nogen danskere hernede. Vi ser de danske fodboldlandskampe sammen og drikker nogle belgiske øl, hvilket er rigtig hyggeligt. Min svoger, som er belgisk, har jeg også et godt forhold til. Og så er der selvfølgelig min egen bror, Brian, som bor i Holland, ca. to timers kørsel fra Antwerpen, sammen med sin kone og deres to børn. Desværre ses vi ikke så ofte i forhold til den korte afstand, men det er alligevel rart at have lidt familie så tæt på, når Frederikshavn føles meget langt væk, mener Allan Eriksen.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Josefine Ulbrichsen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Informationer til denne nyhed

Læst: 1813 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.7 af 5 fra 15 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close