Kampen om at blive Årets Julebutik er nu i fuld gang
Kronen På Værket - i den nordlige ende af gågaden - er blandt kandidaterne til Årets Julebutik 2010.
Konkurrencen om at blive Årets Julebutik 2010 i Frederikshavn er for alvor gået i gang. Handelschef Dan Kobberup har i denne ude modtaget de første indstillinger.
Jeg vil meget gerne foreslå Il Leone, til at være årets julebutik.
Begrundelse: 1. Der oser af hygge og italiensk julestemning. 2. Man kan altid finde en gave eller det man lige mangler. 3. Det er til at betale sig fra. 4. Betjeningen er rigtig god (købte engang diverse ting til borddækning ved min runde fødselsdag, og fik beskeden: ”Hvis ikke det dur, når du får bordet dækket, så kommer du bare tilbage med det…..”) 5. Butikken har SJÆL!
Jeg indstiller Restaurant Empire til Årets Julebutik 2010.
Ingen kan være i tvivl om, at Empire er Frederikshavns mest julepyntede butik/restaurant. Er det for meget af det gode? NEJ. Det er fantastisk. Også selv om det oser af overdrevet amerikansk jul.
Der er stemningsfyldt, og både yngre og ældre smiler. Du bliver ganske enkelt i godt humør, når du træder indenfor i den hyggelige restaurant, og Trish byder dig velkommen.
Vigtigt er det, at Trishs passion for jul smitter af på resten af personalet, som også er med på legen, når Trish giver den gas og skruer op for den amerikanske jul.
Empire viser også vejen på andre tidspunkter af året, eks. Halloween. Tænk sig, hvis ALLE butikker/restauranter i Frederikshavn gjorde lige så meget ud af det. Så ville Frederikshavn være berømt i Danmark som byen, der virkelig forstår at give sine gæster/kunder en usædvanlig og ekstraordinær oplevelse.
Det må være Galleri Nord - en smuk og stemningsfyldt forretning - et galleri der giver mulighed for at sive stille rundt og nyde de mange smukke billeder, skulpturer og andet kunstværk - og dejligt er det, at der trods krisetider er nogen der viser styrke til at tage chancen og udvide, det kan vi være stolte af i Frederikshavn.
Jeg vil gerne nominerer Kronen På Værket som årets julebutik.
Det er en skøn butik som er inspirerende at besøge hele året. Og nu i juletiden er den ekstra skøn. Der er ikke bare de sædvanlige hjerter og nisser, der er gammelt og nyt, der er utraditionelle farver, der er udenlandsk inspireret jul, der er masseproduktion og håndskunstværk, kort sagt der er alt hvad julehjertet begærer.
I hele butikken er der opsat mange forskellige ideer til hvordan man kan pynte lidt utraditionelt til jul for enhver smag.
Jeg vil gerne foreslå Kop & Kande til Årets julebutik,
Der er altid en venlig betjening og god service. Det er utroligt, at de ikke bliver stressede med så mange kunder omkring dem, mens de pakker flotte gaver ind.
I Danmarksgade 39 i Frederikshavn ligger en lille perle. Kronen på Værket er fyldt med atmosfære og hygge hele året rundt og specielt i december. Indehaveren holder butikken lukket med tilplasterede vinduer i tre dage i november for at pynte op til jul og gøre butikken indbydende og hyggelig for de juleshoppende kunder.
Jeg synes, der er en hygge og en atmosfære i denne butik, som du ikke finder andre steder i Frederikshavn, og måske ikke andre steder i det hele taget. Hvis du ikke er i julestemning, når du går ind i butikken, er du det med garanti, når du går ud igen.
Lige nu sidder jeg faktisk i London, og noget af det, jeg glæder mig mest til at gøre i Frederikshavn inden jul, er at gå i Kronen på Værket, for så er julestemningen sikret!
I det hele taget synes jeg faktisk, at Frederikshavn by har en rigtig god stemning og flot julepynt og belysning. Selv om jeg sidder i London, som skulle være en af verdens flotteste julebyer, så savner jeg julestemningen i Frederikshavn!
Årets Julebutik vinder en oplevelsesweekend for fire i Frederikshavn, mens Jyske Bank giver 5.000 kr. til én af de personer, som nominerer en butik.