Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.05.2022 | Af: Michael Frederiksen

Kasper Hjulmand kommer til Frederikshavn i august

Kasper Hjulmand (foto), Henrik Svanekiær, Burhan G og Claus Elming er hovedpersoner i Arena Nord mandag 8. august. Foto: Lederstof.dk
Det er nu faldet på plads, at Bangsbo Freja U16 og KidsAid gennemfører det tidligere planlagte velgørenhedsarrangement med landstræner Kasper Hjulmand mandag 8. august.

 

Kasper Hjulmands kalender har ikke mange ledige dage, men det er nu endelig lykkedes Bangsbo Freja U16 at finde et hul, hvor fodboldlandstræneren har mulighed for at tilbringe det meste af dagen i Frederikshavn.

Arrangementet skulle have fundet sted i begyndelsen af januar, men det stoppede COVID-19.

For de fleste bliver dagens højdepunkt velgørenhedsarrangementet kl. 17.00 i Arena Nord, hvor Kasper Hjulmand blandt andet fortæller om lederskab, EM-slutrunden i 2021, hvor Christian Eriksen fik hjertestop, samt VM-slutrunden i november/december i Qatar.

Der er lagt op til et eksklusivt dinner arrangement, hvor Restaurant ESSENS severer en stor madoplevelse med gode vine fra DRINX. Burhan G stiller også op og synger nogle af sine populære sange. Henrik Svanekiær vil få alle til at knibe sig i armen i hans utrolige magiske verden, og Claus Elming fører publikum igennem hele aftenen.

Der bliver en stor auktion med spændende effekter, som man ikke normalt kan komme i nærheden af. Flere superligaklubber donerer store oplevelser, og det samme er tilfældet med DBU, Kasper Hjulmand, Morten Wieghorst og sangeren Allan Olsen, der har doneret en koncert.

Tidligere landsholdmålmand Thomas Sørensen har i længere tid arbejdet på et maleri, som skulle passe til Bangsbo Freja-drengene, som han er ambassadør for. Maleriet har fået navnet "Sammenhold" og vil blive fragtet fra Australien, hvor han bor i dag, til Frederikshavn og være med på auktionen.

Salget af billetter til dette arrangement foregår ved henvendelse på mail til enten Lars Christensen (lars@spsca.dk) eller Kim Petersen Hessellund (kim@body-bike.com).

Kasper Hjulmand begynder sit besøg i Frederikshavn med at træne Bangsbo Freja U17, som den nuværende U16-årgang rykker op i efter sommerferien. Det gør han om formiddagen i samarbejde med sin assistenttræner fra kandsholdet, Morten Wieghorst.

Efter træningen på Bangsbo Frejas anlæg er der forskellige aktiviteter i Arena Nord, hvor alle er velkomne til at komme og kigge på. De lokale fodbolddrenge skal sammen med Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, andre tidligere landsholdsspillere samt andre kendte personer og lokale erhvervsfolk cykle penge ind til KidsAids gode formål, nemlig at hjælpe syge og udsatte børn og unge i Frederikshavn og deres familier.

Bangsbo Frejas formand, Almina Nikontovic, er stolt og beæret over, at Bangsbo Freja er i stand til at gennemføre et så stort arrangement i samarbejde med Kids Aids.

- Det er en event på øverste hylde. Jeg ved, at forældregruppen og ikke mindst U16-drengene har løbet stærkt i lang tid for at få tingene til at lykkes og arbejder frivilligt for at samle penge ind til KidsAid. Det gør mig stolt som formand for Bangsbo Freja, udtaler Almina Nikontovic.

Bangsbo Freja har 90 års jubilæum i år. Det fejres også 24. juni, hvor Old Boys-landsholdet kommer til Frederikshavn og spiller mod Bangsbo Freja.

På grønsværen ligger Bangsbo Freja på tredjepladsen i Liga 1, som er landets bedste række. I lørdags vandt Bangsbo Freja med 3-0 over superligaklubben Viborg FF.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Lederstof.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close