Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.10.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Kasper og Sebastian vinder idékonkurrence

Idéen vil give skoleeleven en mulighed for at have besøgt og afprøvet i alt 12 forskellige lokale arbejdspladser og brancher, når vedkommende går ud af 9. klasse.
Kasper og Sebastian fra 8.a på Bangsbostrand Skoleafdeling vandt en klassetur til FunCenter Hjørring i forbindelse med messen "Zoom Ind på din Fremtid" i Arena Nord.

 

Messen havde til formål at vise de unge, hvilke muligheder de har for uddannelse og job i landsdelen.

Under messen var der mange forskellige aktiviteter, som skulle stimulere de unges indlæring og nysgerrighed. En af de aktiviteter, som blev afviklet, var idekonkurrencen, som havde temaet: "Hvordan bliver erhvervslivet mere interessant for dig som ung?"

Konkurrencen skulle være med til at øge de unges interesse i erhvervslivet, men også give dem en mulighed for at videreformidle deres syn på, hvordan erhvervslivet bliver mere interessant for deres målgruppe.

Der var flere gode ideer og forslag, men vinderne blev Kasper og Sebastian fra 8a på Bangsbostrand Skoleafdeling. De havde sammen med deres klasse udviklet ideen "Din Fremtid", som de på flotteste vis præsenterede.

Ideen blev introduceret som gammel vin på nye flasker, men med et lille twist. Klassen havde et udbredt ønske om at genindføre erhvervspraktik i udskolingen, men hvor det skulle være kombineret med virksomhedsbesøg på skolen.

I sin helhed ønsker klassen, at du som elev i udskolingen skal i erhvervspraktik to gange i løbet af skoleåret. Her skal du i praktik i en virksomhed, hvor du får lov til at følge en ansat og opleve, hvordan det er at arbejde. De foreslog en ordning kaldet 3+2, så du kan være tre dage ved en arbejdsplads og to dage ved en anden. På denne måde kan du opleve fire virksomheder på et skoleår. Det vil give eleven en mulighed for at have besøgt og afprøvet i alt 12 forskellige lokale arbejdspladser og brancher, når vedkommende går ud af 9. klasse.

Som optakt og forberedelse til dit valg af praktikplads skal der op til begge praktikperioder komme virksomheder ud på skolen og fortælle om deres arbejdsplads og hverdag. Dette skal være med til at sikre, at eleverne får et dybere kendskab til lokalområdets virksomheder, men også et bedre kendskab til de forskellige brancher.

- Den udviklede ide er fantastisk, og den viser, at de unge mennesker har et ønske om at lære erhvervslivet at kende. Dette er helt klart et forslag, som vi skal arbejde videre med. 8.a havde lagt et stort arbejde i deres præsentation af forslaget, og vi håber, at deres ide kan være med til at sætte et fokus på virksomhedsbesøg og erhvervspraktik for udskolingen. Som ung har du i dag rigtig mange muligheder, og det kan derfor være en stor hjælp at snuse til forskellige brancher for at finde ens interesse og den rigtige uddannelsevej, mener Anne Louise Vanggaard, projektleder i Vendsyssel Nu, som var arrangør af messen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close