Kendt komiker nød rollen som konferencier i Dybvad
Det var ikke hvilken som helst, der stod i spidsen for at præsentere årets navne til Dybvad Open Air. Sebastian Dorset, der har medvirket i stort alt inden for dansk comedy - og som er født og opvokset i Aalborg - var glad for sit arbejde som konferencier.
Man kunne spørge sig selv, hvad rollen indbefatter, og det lød da også ret simpelt, da vi snakkede med Sebastian Dorset.
- Jeg nyder vejret og musikken. Jeg tror egentlig, at det er ret tilfældigt, at det lige er mig, der står her i dag. Jeg er ret overbevist om, at mit navn ikke betyder en masse for valget af mig til posten. Det kræver en, der kan finde ud af at tale uden at lave fejl, og det går fint. Det handler egentlig bare om, at jeg skal præsentere bandsene og sige et par ord ved siden af. Derudover indgår jeg naturligvis lidt i planlægningen osv.
Hvad gør Dybvad Open Air til noget særligt for dig?
- Jeg har kæreste og hund med, så de har fået mulighed for at se hjembyen Aalborg, hvilket har været rigtig hyggeligt. Derudover synes jeg, at stedet her er rigtig hyggeligt. Jeg har været til rock i Holstebro, Ringkøbing og Thisted, men kan egentlig bedst lige det her. Det er altid fedt at opleve en professionel stemning. Det er bare som om, at ham Bamse har prøvet det før.





































