23.03.2023 | Af: Kanal Frederikshavn
Kirke i kovending: En beklagelig misforståelse
111758
111758
Pia Gregersen kæmpede for at indfri sin mors sidste ønske, men måtte til sidst opgive. Foto: Privat
|
Alice Søjdis Jepsen må alligevel godt blive bisat fra Abildgård Kirke i Frederikshavn. Det fastslår provst Peter Jessen. Han undskyldte i går - på vegne af sine kolleger - at Abildgård Kirke har afvist at opfyldte Alice Søjdis Jensens ønske om at blive bisat fra netop den kirke.
- Der er sket en beklagelig misforståelse. Det er rigtig ærgerligt, at det er kommet hertil, siger Peter Jessen til TV2 Nord.
Da kirken afviste afdøde Alice Søjdis Jepsens sidste ønske lød svaret til familien, at hun ikke havde tilknytning nok til kirken, men det har man i mellemtiden skiftet holdning til.
- Selvfølgelig vil vi komme dem i møde, siger Peter Jessen og fortsætter:
- Jeg har haft en god dialog med familien og tilbudt dem at afholde bisættelsen i Abildgård Kirke.
For mange afvisninger og for sen en undskyldning
Men det tilbud har familien valgt at takke nej til.
I stedet afholdes bisættelsen i Sæby Kirke, som er en del af morens bopælssogn. Efter de mange afslag og afvisninger blev det planen, eftersom familien opgav at indfri morens sidste ønske. Og den plan har de nu valgt at holde fast i, oplyser provst Peter Jessen.
- De har valgt at holde fast i Sæby Kirke, så der afholdes bisættelsen efter familiens eget ønske, siger Peter Jessen, der ikke vil spekulere i, hvorfor familien ikke har valgt at takke ja til tilbuddet om at afholde bisættelsen på lørdag i Abildgård Kirke.
- Det er ved at være tæt på.
Her opstår fejlen
Hvordan det kunne komme så vidt, er Peter Jessen i tvivl om. Alligevel har han gjort sig nogle tanker.
- Typisk taler man med en bedemand og diskuterer, hvor det skal foregå. Herefter kontakter bedemanden typisk den pågældende kirke for at aftale tid og præst.
- Der er noget, som er glippet der, siger Peter Jessen.
Handler det om ressourcemangel?
- Abildgård Kirke er kendt for at være en meget åben kirke, men der er kun én mand på skansen. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke har kunne tilbyde kirken noget før. Sådan kan der opstå fejl eller misforståelser, siger Peter Jessen, der på lørdag skal være præst til afdødes bisættelse i Sæby Kirke.
- Mit indtryk er, at vi ser frem til en fin bisættelse, siger han til TV2 Nord.