KN Låseteknik har overtaget Scandia Vagt
KN Låseteknik i Hjørring har købt Scandia Vagt A/S i Hjørring. De to firmaer har begge mange kunder i Frederikshavn.
Scandia Vagt blev etableret i 2008 af Tommy Jensen, og virksomheden er nu solgt til Peter Allan Christensen, der i forvejen driver KN Låseteknik.
- Tommy og jeg har i lang tid talt om at lave et tættere samarbejde, og da chancen for at overtage virksomheden opstod, slog jeg til. Jeg har tidligere selv kørt som vagt og glæder mig til at igen at være en del af denne branche og samtidig sikre, at vi bevarer de lokale arbejdspladser, siger Peter Allan Christensen.
Hans mål er at udvikle Scandia Vagt A/S, så han overtager alle fem medarbejdere og håber på snart at kunne ansætte yderligere medarbejdere.
Begge virksomheder leverer ydelser til sikring af bolig, virksomheder og andre værdier i hele landsdelen.
De to virksomheders geografiske arbejdsområde er hele Vendsyssel og Aalborg-området.
- Jeg tror på, opkøbet vil være til fordel for begge virksomheder, udtaler Peter Allan Christensen.
KN Låseteknik er i forvejen en af samarbejdspartnerne i "Hjørring fri for indbrud", der er et samarbejde mellem Hjørring Kommune, Politiet, Trygfonden samt en del private aktører. Scandia Vagt vil fremadrettet naturligvis også være en del af det samarbejde.
- Jeg er glad for, at Peter har valgt at overtage Scandia Vagt, og jeg ved, at han viderefører selskabet i samme ånd som hidtil. Jeg håber, at alle kunder vil tage godt imod Peter, udtaler Tommy Jensen, der nu vil satse på produktion af popcorn.
I forbindelse med overtagelsen, der finder sted 1 .januar 2018, tiltræder Torben Jespersen som direktør i Scandia Vagt.





































