23. maj 2011 - kl. 02.05
Knivholt som camping-plads under Dana Cup
Den internationale fodboldturnering Dana Cup, der fra 11.-16. juli afvikles i Frederikshavn, tilbyder som noget nyt forældrecamping på Knivholt.
- Knivholt ligger i gåafstand fra spillestederne, og den gamle herregårdsstil vil skabe en hyggelig atmosfære og danne nogle helt unikke rammer om jeres ophold, skriver Dana Cup bl.a. på sin hjemmeside.
Forældrene, som vælger at overnatte på Knivholt, kan benytte toiletterne på Knivholt, ligesom der opstilles flere toiletter og badevogne på pladsen.
Pladsen vil være åben fra søndag 10. juli kl. 12.00 til lørdag 16. juli kl. 12.00. Prisen for seks overnatninger er pr. enhed/plads 595 kroner.





































