Koks i kulissen i Vendsyssel Håndbold
Lars Rasmussens farvel til Vendsyssel Håndbold har efterladt koks i kulissen. Det er i hvert fald indtrykket efter endnu et skuffende nederlag på hjemmebane, som igen placerer cheftræneren i en omdiskuteret nøgleposition.
Vendsyssel førte 13-7 efter 25 minutter over Roskilde. Første halveg bød især i begyndelsen på et hav af fejl, men Vendsyssel fandt trods alt melodien hurtigst. Det lignede derfor en god dag i Brønderslev-hallen, men inden pausen reducerede sjællænderne til 14-11, og otte minutter efter pausen fik Roskilde kontakt ved stillingen 17-17. Med små otte minutter igen kom gæsterne foran for første gang, da måltavlen i Brønderslev viste 24-25, og det lykkedes ikke Vendsyssel at slå igen.
To brændte straffekast i slutfasen og en teknisk fejl af Mette Aslaksen med tre minutter igen ved stillingen 25-26 var medvirkende til, at Roskilde erobrede begge point i Brønderslev. Underligt var det også, at Vendsyssels nye cheftræner, Torben Brohus, ikke forlangte en timeout i forsøget på at vende udviklingen.
Bedømt efter bare to kampe kan det virke noget hårdt at evaluere Torben Brohus i cheftrænerrollen. Sikkert er det dog, at han ikke leverede varen i opgøret mod Brønderslev. Specielt angrebsspillet sejlede i det meste af kampen. Spillerne manglede klar styring fra sidelinjen.
Der blev også foretaget flere diskutable dispositioner. Udskiftningen af keeper Rikke Skov Myrup, da det gik allerbedst i første halvleg, var meget uventet, og mærkeligt så det også ud, at Sisse Bruun - ganske vist efter en hård tackling - i samme periode blev henvist til bænken, efter at hun lige havde scoret tre mål på stribe. Her scorede Roskilde fire mål i træk. Mystisk så det også ud, at playmakeren Cecilie Skovgaard begyndte anden halvleg på bænken, og heller ikke var på banen, da kampen stod på vippen med 15 minutter igen.
Hvad værre er, udstråler spillerne ikke den fornødne tillid til deres nye cheftræner. Ikke desto mindre er det kun tre dage siden, at Vendsyssel Håndbold annoncerede, at Torben Brohus har de kvaliteter, der skal til, og derfor fortsætter som cehftræner sæsonen ud.
- Det er klubbens bestyrelse, der har truffet den beslutning. Spillerne har fokus på at spille håndbold, siger stregspilleren Kaja Kamp til Kanal Frederikshavn.
Hun mener, at Vendsyssel udspillede Roskilde i de første 25 minutter.
- Herefter lavede de nogle taktiske dispositioner, som vi aldrig fandt et modtræk overfor. De har nogle store spillere, som er fysisk stærke. Vi mistede samtidig fart og rytme i vores spil, mener Kaja Kamp.
Seks point i sæsonens fem første kampe er en skuffelse erkender Vendsyssel-spilleren.
- Men vi skal op på hesten igen. Vi skal tage de gode ting med videre fra kampen i dag. Her tænker jeg på farten, tempoet og gejsten i de første 25 minutter.
Vendsyssels målscorere:
Kristina Bille 8
Christina Hansen 4
Julie Thomsen 4
Sisse Bruun 3
Cecilie Skovgaard 3
Kaja Kamp 1
Julie Jensen 1
Anne Nørkjær 1





































