Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.08.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Kom og se det første røde hus på Strandby Havn

Projektets udvendige facader er defineret med inspiration i de gamle fiskerlejer i den svenske og norske skærgård.
Lørdag 31. august inviterer Strandby Havn til åbent hus, hvor du kan se nærmere på det første erhvervsbyggeri i projektet "De røde Huse." 

 

Idéen og skitserne til "De røde Huse" har eksisteret længe, og nu kan man få syn for sagen. Den første af i alt seks mulige erhvervsbygninger er nemlig opført, og Strandby Havn inviterer erhverv og andre interesserede til åbent hus lørdag 31. august mellem klokken 10.00 - 14.00.

- Det er meget uformelt, og vi håber, at alle, der er interesseret i projektet eller bare nysgerrig på bygningen, kigger forbi. Flere af håndværksmestrene, der står bag opførslen, vil være til stede samt Strandby Havn og Peter Sørig Renovation, der har opført det første hus, siger havnechef Christian Heidemann Andersen, S/I Strandby Fiskerihavn.

Projektet "De røde Huse" omfatter opførelsen af seks erhvervshuse i størrelsen 58-196 kvadratmeter og 14 fritids-/grejhuse i hjertet af Strandby Havn - lige ud til indsejlingen. Projektets udvendige facader er defineret med inspiration i de gamle fiskerlejer i den svenske og norske skærgård. Der er allerede indgået lejeaftale på de 14 fritidsgrunde, hvor otte ud af 14 huse er opført. Det første erhvervsbyggeri står nu færdigt, og der er fortsat fem unikke grunde ledige.

- Det er en placering til kaj med en unik havudsigt, som jeg ikke tror, man finder flere ledige arealer til i Nordjylland. Vi er tæt på havnemiljøet og dets mange aktiviteter, og det er et fantastisk miljø at være i. Vi håber, at vi med et åbent hus kan vække interesse hos andre virksomheder, som vil blive en del af dette miljø. Vi deler meget gerne vores erfaringer og tegninger med andre erhvervsdrivende, siger Peter Sørig, der står bag opførslen af det første færdige erhvervsbyggeri.

Foruden de røde huse bliver der opført et udsigtstårn, som forventes færdigt inden for de næste uger, samt en legeplads, der forventes klar til næste sommer.

- Tanken er, at vi vil skabe en oase midt i havnen, som vi gerne vil invitere både erhverv, foreninger og private til at tage del i, siger Christian Heidemann Andersen.
  
Åbent hus finder sted på adressen Isingvej 15.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close