Gå til hoved-indhold
06. juni 2017 - kl. 04.06

Kommunaldirektør siger ja - Kystmuseet siger nej

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Er det i orden, at denne ejendom - ved siden af Ruths Hotel i Gl. Skagen - bliver revet ned?
  • 4 af 4
    Er det i orden, at denne ejendom - ved siden af Ruths Hotel i Gl. Skagen - bliver revet ned?
Af: Michael Frederiksen

En grundejer i Gl. Skagen søger om tilladelse til at rive sit hus ved siden af Ruths Hotel ned. Politikerne i Plan- og Miljøudvalget behandler sagen i dag. 

Grundejerforeningen Gl. Skagen og otte naboer har ingen bemærkninger, men Kystmuseet samt Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg Sogne anbefaler et nej til nedrivning af ejendommen Hans Ruths 3 i Gl. Skagen.

Ejendommen er ikke optaget som bevaringsværdig i lokalplanen, som dog fastsætter, at såvel bevaringsværdige som øvrige eksisterende bygninger i området ikke må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden godkendelse fra byrådet.

Derudover er ejendommen i Slots- og Kulturstyrelsens registrering af fredede og bevaringsværdige bygninger kategoriseret med en bevaringsværdig på 4. Værdien

bygger på et helhedsindtryk af bygningens kvalitet og tilstand. Karaktererne 1-3 regnes for en høj værdi, 4-6 for middel værdi og 7-9 for lav værdi. 

Bygninger med en bevaringsværdi på 1-4 må ikke nedrives, før en anmeldelse om nedrivning har været offentligt bekendtgjort.

Arkivleder Erik S. Christensen, Kystmusset, anbefaler kommunen ikke at give tilladelse til nedrivning.

- Husets historie er veldokumenteret. Jens Christensen Ruth er første kendte ejer i 1844. Senere ejede "Saalt Hans" og "den enarmede post" huset, som hører til blandt husene i Højensoprindelige byggeskik, noterer Erik S. Christensen.

Foreningen for Bygnings-og Landskabskultur i Skagen og Raabjerg Sogne er enig og anbefaler, at lokalplanen bliver a jour, "så man i fremtiden undgår flere nedrivninger af bevaringsværdige bygninger med hver sin personlige historie".

Ejeren af ejendommen noterer, at huset langt fra fremstår originalt. Tværtimod er det ombygget med mange utilpassede udskiftninger. Ejeren ønsker at opføre en ny og mere tidsvarende bolig med respekt for og i harmoni med det traditionsrige miljø. Det bliver med hvidkalkede vægge, dueblå småsprossede vinduer og klassisk rødt tegltag.

- Det er vores vurdering, at områdets karakter bevares, og kulturværdien herved er viderebragt med en nedrivning af Hans Ruths Vej 3, skriver arkitekt Per Laustsen fra Årstiderne Arkitekter til Frederikshavn Kommune i en kommentar til indsigelserne.

Center for Teknik og Miljø vurderer, at bygningen ikke indeholder tilstrækkelige bevaringsværdier til ikke at meddele tilladelse til en nedrivning, idet bygningens tilstand bærer præg af ombygninger, som er foretaget løbende gennem tiderne, og at en SAVE-registrering på 4 er betegnet som middel til lav. 


På den baggrund anbefaler kommunaldirektør Mikael Jentsch, at der gives dispensation til, at bygningen kan nedrives. Spørgsmålet er, om politikerne deler denne vurdering. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...