Gå til hoved-indhold
29. september 2020 - kl. 00.09

Kommunalvalg 2021: Jytte Høyrup stopper

  • 1 af 2
    FOTO: Frederikshavn Kommune
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

2. viceborgmester Jytte Høyrup forlader Frederikshavn Byråd med udgangen af 2021. Det vil sige, at hun ikke genopstiller ved kommunalvalget tirsdag 16. november næste år.

- Jeg arbejder intens på at skabe en bæredygtig enkeltmandsvirksomhed som fødevarekonsulent, og jeg fornemmer klart en udfordring i forhold til kunder i Frederikshavn Kommune, som ikke alle ønsker at samarbejde med en lokal politiker, forklarer Jytte Høyrup til Kanal Frederikshavn.

Hendes kunder er især små og mellemstor virksomheder, som ikke selv ansætter kvalitetspersonale, men køber hjælp til at etablere et egenkontrolprogram eller efterleve krav fra Fødevarestyrelsen.

Jytte Høyrup har efterhånden fået et større samarbejde med fødevarekæder i Aarhus og København, hvor hun blandt andet udfører butiksaudit. Det vil sige, at hun går ud i butikkerne og ser, at alt forløber ok i forhold til foreskrevne procedurer, når det gælder rengøring, hygiejneregler, temperaturer med videre.

- Det betyder en del rejsedage, og da jeg indenfor de seneste par år har fået tilføjet mormor/farmor-titlen på mit CV, og mine børnebørn er bosat i København og Aarhus, så kombinerer jeg gerne de to ting. Det er værdier, som jeg også vil prioritere, forklarer Jytte Høyrup.

Hun var partiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget for tre år siden, men led et stort nederlag i duellen med Birgit S. Hansen. Jytte Høyrup fik kun 450 personlige stemmer mod 14.843 til Birgit S. Hansen.

Internt i Venstre blev hun slået af Anders Broholm (1414 stemmer), Mette Hardam (647) og Asger Mortensen (465).

Anders Broholm flyttede 1. februar i år til København og forlod dermed Frederikshavn Byråd. Det betyder, at Venstres byrådsgruppe på seks personer er uden frederikshavnere. Med bopæl i Kvissel er Jytte Høyrup det tætteste, som Venstre p.t. kommer på en frederikshavner i byrådet, men nu siger hun altså også snart farvel.

Jytte Høyrup oplyser, at det opsøgende arbejde med at finde Venstre-kandidater til det kommende kommunalvalg er i sin spæde opstart.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...