Kommunelisten: - Mest muligt til sociale område
Kommunelistens Steen Jørgensen beklager, at Venstre ikke er med i budgettet for 2010. Ud fra en helhedsbetragtninen er Kommunelisten tilfreds med forliget.
Af Steen Jørgensen
Byrådsmedlem (genopstiller)
Kommunelisten, Liste T
Kommunelisten er sammen med socialdemokraterne, SF og Konservative gået med i budgetforliget 2010.
Det er ingen hemmelighed, at vi mente at den 3 procent besparelse, man pålagde udvalgene, ramte urimelig hårdt på de sociale områder.
Det kan man også læse ud af alle de henvendelser, vi har modtaget fra forskellige sider, og det er da klart, at det er noget, der gør indtryk.
Vi gik derfor ind i budgetforhandlingerne med det ene formål at få så mange midler som muligt tilbageført til det sociale område, så besparelserne på dette område blev begrænset mest muligt.
Kommunelisten har gået efter at få mest muligt tilbage til socialområdet, så besparelserne på dette område begrænses, vi har ikke fået helt det vi gik efter, men det var, hvad der kunne blive enighed om i denne vanskelige økonomiske situation.
Jeg skal beklage, at det ikke blev det brede forlig med Venstres deltagelse, men de valgte at gå ved den afsluttende runde, da de ikke fik alle deres krav opfyldt. Kommunelisten havde gerne set, at Venstre havde været med i budgetforliget, det havde sendt et godt signalværdi til borgerne, at alle partier var med, men de har desværre valgt at stå udenfor.
Venstre ville have et større råderum – en buffer – på 40 mio. til uforudsete udgifter, hvilket kan være en god ting og noget man bør gøre, når den økonomiske situation er til det, men som det ser ud nu, ville det bare betyde flere forringelser og fyringer, hvis man gjorde dette. Pengene dertil skulle komme fra bl.a. udlicitering af Park & Vej, men Venstre ville også tage 8 mio. fra det specialiserede område under Socialudvalget og Børne- og ungeudvalget, hvilket jeg mener, er helt uansvarligt.
Nu drejer det sig om at definere kommunens basisopgaver. Hvad skal vi have, og hvad kan undværes, og så må vi omfordele de sparsomme resurser, så vi afbøder de værste konsekvenser for de svageste grupper.
Skolerne tilføres ligeledes midler, således at det vejledende timetal fastholdes, og det er godt. Så ud fra en helhedsbetragtning er Kommunelisten tilfreds med forliget.





































