Gå til hoved-indhold
10. maj 2010 - kl. 14.05

Kommunen maler gule cyklister på farlige veje

  • 1 af 2
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

4 ud af 10 alvorlige cykeluheld sker ved sideveje, hvor cyklisterne ikke opfatter trafikken som farlig. Det gør Frederikshavn kommune og Rådet for Sikker Trafik nu noget ved. På kørebanen males der gule cyklister.

Fredag 7. maj blev der malet store, gule cykelsymboler i 10 udvalgte kryds rundt i hele kommunen. Den ene cyklist blev malet af formand for Teknisk Udvalg, Brian Pedersen.

- Rigtigt mange ulykker sker, fordi folk kører i deres egne tanker og ikke er opmærksomme på de andre i trafikken. Selv om det er den anden, der begår fejlen, er der ingen tvivl om, at det er cyklisten, det går værst ud over, så der er al mulig grund til at være ekstra opmærksom – også der hvor man føler sig sikker, siger Brian Pedersen.

Ulykkerne sker ofte, når cyklisten mindst venter det, fordi der ikke plejer at være andre trafikanter på strækningen eller i det pågældende kryds. Det får både bilist og cyklist til at orientere sig mindre grundigt, fordi de oplever, at "der jo aldrig kommer nogen derfra".

Sammen med Rådet for Sikker Trafik, Politiet og de Regionale Færdselssikkerhedsudvalg sætter en række nordjyske kommuner nu fokus på de farlige sideveje. Det sker i en landsdækkende kampagne, hvor cyklister vil blive mindet om, at de skal se sig ekstra godt for i de ellers så uskyldigt udseende små kryds. For selvom det ofte er bilisterne, der glemmer deres vigepligt, så er det cyklisten, det går værst ud over i sidevejsulykkerne.

Fakta om cykling i Danmark:
• Danmark er en af verdens største cykelnationer. Hver dag cykler hver femte dansker til og fra arbejde. Vi cykler hele livet, også når vi bliver ældre. Det giver både motion og er godt for miljøet.
• Mange cyklister kommer til skade. Politiet registrerede i 2008 58 dræbte cyklister og næsten 500 alvorligt tilskadekomne, men det reelle ulykkestal er meget højere, for hvert år ender 20.000 cyklister på skadestuen efter et trafikuheld.

Gode råd til cyklisten:
• Giv tegn – markér din hensigt over for andre i trafikken.
• Få øjenkontakt – så du ved, at de har set dig.
• Se dig for – brug tid på at orientere dig grundigt ved sideveje.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...