Kongelig inspiration førte til nyt liv som selvstændig
I løbet af jule- og nytårsdagene viser vi hver dag ét foto, som er taget og udvalgt af Eframe.dk. Bag den halvandet år gamle virksomhed står 44-årige Preben Nielsen, som sprang ud i tilværelsen som selvstændig i Frederikshavn, da han blev fyret på MAN Diesel.
- Helt konkret var det ved det internationale dragestævne i Skagen i august 2009, at idéen til at blive eventfotograf opstod. Senere koblede jeg også erhvervsdelen på, fortæller Preben Nielsen.
Han var den eneste lokale fotograf, som havde adgang til VIP-området i Skagen, og her havde han for alvor mulighed for at følge blandt andet de kongelige sejlere tæt på. Både Prins Henrik og Kronprins Frederik deltog i konkurrencen.
- Det var en meget spændende oplevelse, hvor KDY - Kongelig Dansk Yacht Club - hyrede mig til at lave en 50 siders stor fotobog, siger Preben Nielsen.





































