Kongeskibet i central rolle under Lysfestival 2012
Forberedelserne til Lysfestival 2012 i Frederikshavn er i fuld gang. Arrangørerne vil fortælle historien om Kongeskibet Dannebrog, Skoleskibet Danmark, Kommandostøtteskibet Absalon og en fiskekutter fra 2. verdenskrig - som transporterede flygtninge til Sverige - i lys, farve og bevægelse med en levende erhvervshavn som ramme.
Lysfestivalen Lys, Hav og Frihed er et samarbejdsprojekt mellem Light Visions, Frederikshavn Havn, Frederikshavn Erhvervsråd, EUC Nord, Martin Professional A/S, Roblon A/S og Frederikshavn Kommune.
Budgettet lyder på 955.000 kroner. I morgen skal Økonomiudvalget tage stilling til en ansøgning om et bidrag på 50.000 kroner. Kommunaldirektør Jane Wiis indstiller, at politikerne siger ja til ansøgningen. Der søges om et tilsvarende beløb hos Frederikshavn Forsyning A/S og Frederikshavn Havn A/S.
Lysfestivalen er et erhvervsprojekt, der skal have fokus på lys- og lydbranchen og øvrige relaterede erhverv og være et mødested, hvor branchen kan gå sammen i nye netværk, se nye mulige forretningsområder og muligheder i brug af produkter, services, uddannelser og oplevelser.
Lysfestivalen afvikles ultimo oktober 2012.





































