Kræftens Bekæmpelse bag solevent på stranden
Arndt Hüttel har skrevet dette indlæg: Første uge i august holder Kræftens Bekæmpelse Frederikshavn i samarbejde med Trygfonden, Park og Vej samt Social- og Sundhedsforvaltningen i Frederikshavn Kommune en stor SOLEVENT på Palmestranden.
Vi danskere har altid tragtet efter førstepladser i forskellige idrætsgrene, og det er da også lykkedes mange gange. Nu har vi så fået en ny førsteplads i Europa, og den er vi slet ikke stolte af.
Vi er det land, der har den største stigning i nye tilfælde af hudkræft blandt unge, og det er helt galt. For hudkræft er en sygdom, som vi kan bekæmpe, hvis vi forstår en fornuftig omgang med solen.
Derfor laver vi denne event i form af en sjov og spændende solbar, hvor vi uddeler solcreme til børn og unge, laver sunde soldrinks og måler deres hud.
Vi kan - ved at måle børnenes hud med en speciel hudpen - se, hvor lang tid personen skal være i solen for at blive rød. For er man først blevet rød, er skaden sket, så er der stor risiko for, at man får nogle grimme sår i livet senere.
Vi laver sjove konkurrencer med solgevinster. Vi håber, at vi med disse seks dage kan give børn og unge i Frederikshavn en førsteplads i klogskab i at omgåes solen.
Baren vil være bemandet af unge sundhedsfolk fra kommunen og frivillige fra Kræftens Bekæmpelse. Vi glæder os til at give Frederikshavn en rigtig soloplevelse på Palmestranden.





































