KREA-messe i Arena Nord - i år med flere udstillere
I weekenden er der KREA-messe i Arena Nord i Frederikshavn, hvor nogle af de mest dygtige og kreative kunsthåndværkere i Danmark viser deres håndværk frem.
- Denne gang har vi endnu mere med af det hele, da vi har flere udstillere end sidste år, siger Torben Borg fra TB Markeder, der står bag messen.
På messen kan man finde næsten alle kategorier af kunsthåndværk.
- Der bliver rig mulighed for at købe nogle unikke ting med hjem, ligesom man kan købe garn, stof eller andre materialer til sit næste kreative projekt. Denne gang har vi også drop-in workshops, hvor man kan lære nye teknikker og hygge sig, understreger Torben Borg.
For børnene er der KREA-borde med gratis materialer, hvor de kan hygge sig i flere timer, og der trækkes lod om flotte præmier på indgangsbilletten.
- Vi har også denne gang udstillere med fødevarespecialiteter, så far kan også komme med og få lidt godt til ganen, smiler Torben Borg.
Billetter kan købes i døren, og det koster 40 kroner at komme ind. Børn under 14 år kommer gratis ind.







































