Kronen på Værket udvider sin forretning i gågaden
Kronen på Værket har fået vokseværk. Butikken, der ligger i den nordlige ende af gågaden i Frederikshavn, er blevet udvidet med 50 kvadratmeter.
Butikkens tøj fra bl.a. Avoca, by Lysgaard og MAPP har længe været "klemt" og slet ikke kommet til sin ret, ligesom meget af boligtilbehøret og Annemarie Bangs malerier har haft rigtig godt af mere luft, nu hvor tøjet har fået sin egen ekstra plads.
Ligeledes er der blevet plads til to ekstra prøverum, en sjov og anderledes vægdekoration, lidt siddeplads og - som noget helt nyt i Frederikshavn - kan Kronen på Værket ikke står tilbage for verdens storbyers udbud - en mindre kollektion af vintagetøj:
- Ligesom med boligindretning og som billedkunstner ligger det mig meget på sinde at få det bedste ud af den form for personlighed, æstetik, udtryk og funktionalitet, som tøjet kan give een. Derfor har jeg givet mig i kast med at gøre en indsats for at modebilledet i Frederikshavn bliver lidt mere fikst, frækt og farverigt! Og når vi sådan har kigget nøgternt på det, så er vi faktisk nu nået frem til en sammensætning af kollektioner, der både ligger i flere prisklasser og i et spænd, der passer fra unge piger til modne kvinder, mener Annemarie Bang, indehaver af Kronen på Værket.





































