KulturRaketten er landet - den fyres af i weekenden
Så nærmer affyringen af den første KulturRaket sig med hastige skridt. Fredag 18. september kl. 11 åbnes KulturRaketten i Frederikshavn, Sæby og Skagen.
Det er lokale politikere, der sammen med kommunens børn fyrer raketten af. Det sker i bogstaveligste forstand ved, at der i kommunens tre største byer er opstillet rumraketter, som danner rammerne for åbningsarrangementet.
Rumraketterne er udlånt af Vestas og er fredag, lørdag og søndag opstillet på Rådhuspladsen i Frederikshavn, på Sæby Torv og ved Kappelborgskolen i Skagen.
Kommunens børn er i anledning af KulturRaketten inviteret til at hjælpe med at åbne arrangementet hvilket blandt andet foregår ved, at børnene synger KulturRaketten i gang med den til anledningen komponerede KulturRaketsang om Frederikshavn Kommune.
Fra Skagen i Nord til Voerså i syd, får kommunens borgere og gæster i den kommende weekend mulighed for at se og opleve Frederikshavn Kommune på nye måder og i andre sammenhænge.
Der er tilmeldt mere end 100 kultur-, sports- og musikoplevelser, og bag de mange oplevelser står frivillige lokale kræfter, som ved fælles hjælp har været med til at opbygge weekendens flotte program.
Det er med sikkerhed første gang i de tre gamle kommuner og den nye kommunes historie, at der på samme tid kan opleves et så bredt og mangfoldigt udvalg af kulturelle begivenheder.
KulturRaketten er en fælles satsning. En satsning hvor byernes forskellighed gøres til én fælles styrke, og det fælles gøres til afsættet for, at alle i Frederikshavn Kommune sammen kan skabe nye kulturelle værdier.





































