Gå til hoved-indhold
15. februar 2024 - kl. 00.02

Kunne du tænke dig at blive biavler – deltag på begynderhold

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Knivholt Bilaug tilbyder i foråret et undervisningsforløb for begyndere med basis teori og praktisk undervisning.

-  Det er et forløb, som fører dig ind i biernes forunderlige og fascinerende verden. Et forløb, som forbereder dig til at starte som biavler, siger formand Martin Berg, Knivholt Bilaug.

Første undervisningsdag er tirsdag 27. februar kl. 19.00. Det er formanden og Niels Knudsen, som står for undervisningen. De gennemgår teorien bag biernes udvikling og årets gang i en bigård.

Kurset foregår på Knivholt Hovedgård og består af syv gange teori i naturlokalet og fortsat praktisk undervisning i skolebigården.

- Her mødes vi hver tirsdag kl. 19.00 henover foråret og sommeren til pasning af vores bier og hyggeligt samvær med erfaringsudveksling mellem nye, lidt erfarne og mere erfarne biavlere, fortæller Niels Berg.

Det koster 500 kroner at deltage i kurset. Pengene betales senest på første kursusdag.

Knivholt Bilaug blev stiftet i 2013 som en af de lokalforeninger, der findes under Danmarks Biavlerforening. Knivholt Bilaug har adgang til naturlokalet på Knivholt. Det benyttes i forbindelse med møder og undervisning. Skolebigården er placeret cirka 200 meter fra hovedbygningen ved den nye æblelund, som er anlagt i 2017. Her mødes gamle og nye biavlere.

Knivholt Bilaug, der har 55 aktive medlemmer og 30 støttemedlemmer, hjælper dig også, hvis du har fået en bisværm i haven, som du gerne vil have flyttet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...