Gå til hoved-indhold
12. december 2018 - kl. 13.12

Kunstskøjteløbere vinder guld og sølv ved DM

  • 1 af 8
    FOTO: Privat
  • 2 af 8
    FOTO: Privat
  • 3 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 8
    FOTO: Privat
  • 6 af 8
    FOTO: Privat
  • 7 af 8
    FOTO: Privat
  • 8 af 8
    Josephine Kærsgaard og Nikolaj Mølgaard Pedersen med deres DM-medaljer.
Af: Kanal Frederikshavn

Nikolaj Mølgaard Pedersen blev dansk mester i kunstskøjteløb i Odense, mens Josephine Kærsgaard vandt DM-sølv. Begge kommer fra Frederikshavn Skøjteforening.

Nikolaj Mølgaard Pedersen, der tidligere på sæsonen blev jysk-fynsk mester, har netop vundet sit første danske mesterskab som senior. Han er fra starten af sæsonen rykket op i seniorrækken for at udfordre sig selv i forhold til de højere krav, der her gør sig gældende.

Nikolaj Mølgaard Pedersen beviste sit talent ved at udføre to programmer med en meget høj sværhedsgrad og flot udførelse af flere trippelspring og springkombinationer med både trippel- og dobbeltspring og sågar en trippel-trippel kombination, som er sjældent set i Danmark. I sit korte program satte han tilmed personlig rekord.

For Josephine Kærsgaard var bedriften lige så fornem, idet hun også er rykket fra junior- til seniorløber en sæson tidligere. Josephine, der for nylig også blev jysk-fynsk mester, kæmpede mod Danmarks for tiden bedste kunstskøjteløber, Pernille Sørensen, som til daglig træner i USA. Josephine Kærsgaard lod dog ikke presset påvirke sin præstation på isen, hvor hun viste fornem kunnen på sine trippelspring og kombinationsspring samt piruetter af høj sværhedsgrad.

For foreningens øvrige tre deltagere, Amalie Borup, Frederikke Harstad Moll og Camilla Poulsen, lykkedes det desværre ikke at komme på skamlen denne gang. De tre løbere har igennem deres skøjteliv ellers taget flere medaljer og mesterskaber med hjem til FSF, men mødte ved dette års mesterskaber god modstand og måtte vige pladsen for bedre løbere.

For den tidligere danske mester i yngre rækker Amalie Borup, som endte på en flot fjerdeplads, var præstationen stadig meget flot, idet hun, som Nikolaj og Josephine, også er rykket en række op ét år tidligere end forventet. Hun har skullet vænne sig til den stærkere konkurrence og dermed også et større pres fra ældre konkurrenter. Amalie Borup præsterede flotte dobbeltspring og lykkedes også med et enkelt trippelspring. Særlige kendetegn for frederikshavneren er hendes piruetter, som hun leverer med højeste sværhedsgrad og altid stilsikre. Hun lavede ligeledes personlig rekord i sit korte program og i den totale score efter de to programmer.

Frederikke Harstad Moll, som skøjter i gruppen springs, som er i aldersklasse fra 10-12 år, endte på en 17. plads med 20,81 point, i et stærkt felt. Hun viste fin teknisk kunnen, men havde ikke helt samme held med sine elementer som til de jysk-fynske mesterskaber, hvor hun leverede en flot femteplads på hjemmebane med 22,91 point.

Camilla Poulsen, der blev jysk/fynsk mester i november, og som skøjter i samme gruppe som Frederikke Harstad Moll, endte lidt uden for medaljerne på en syvendeplads med 28,72 point, kun 1,43 point fra en tredjeplads. Hun havde nogle flotte forsøg på svære dobbelt-dobbelt kombinationsspring og lavede også nogle flotte piruetter.

Lørdag 15. december holdes der juleafslutningsshow, hvor løberne får lov til at vise forældre og venner samt andre interesserede, lidt anden kunnen end hvad de normalt viser på isen, og mon ikke også julemanden kigger forbi, for at se deres evner?

På trods af arrangementets navn bliver der for foreningens elite- og konkurrenceløbere ikke tid til juleferie, siger træner Kristín Helga Hafpórsdóttir. Efter en stor konkurrence er der altid positive ting at arbejde videre med, så ferien må udskydes til efter sæsonen.

Efter DM udvælger Dansk Skøjte Union nemlig de løbere, som skal repræsentere Danmark ved de kommende nordiske mesterskaber, denne gang i Linköbing i Sverige. Her bliver det spændende, om Frederikshavn Skøjteforening igen får løbere udtaget.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...