Steen Jensen: - Mit forslag er: Lad den kandidat, der får flest stemmer, blive borgmester. Det vil jeg være helt tryg ved.
Steen Jensen har et håb om, at ALLE partier sætter sig sammen efter valget og forsøger at løse de store opgaver og udfordringer i Frederikshavn Kommune. Det skriver han i dette indlæg.
Af Steen Jensen (A) Byrådsmedlem og -kandidat
"Socialdemokraterne og Venstre skal gå sammen".
Denne overskrift blev lagt på mit indlæg af Kanalfrederikshavn, men det var ikke den overskrift, jeg havde givet mit indlæg. Jeg skrev: "Lad os nu samarbejde" i et håb om, at så mange grupper som muligt - ikke mindst de store grupper i byrådet– efter valget kan finde sammen.
Jeg har et - måske naivt - håb om, at alle byrådets grupper efter valget sætter sig sammen og laver en fælles plan for at få løst de meget store opgaver og udfordringer, Frederikshavn står overfor.
Søren Kristiansen skriver i et indlæg, at det så skal være med en anden borgmester end Erik Sørensen. Jeg går ud fra, at Søren Kristiansen, som alle øvrige, der stiller op til byrådet, er demokrat.
Så mit forslag er: Lad den kandidat, der får flest stemmer, blive borgmester. Det vil jeg være helt tryg ved.