Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.03.2011 | Af: Stener Glamann

Lad vikarkorps servicere svenske weekendgæster

Stener Glamann melder sig som den første til det frivillige vikarkorps.

I dette blogindlæg foreslår Stener Glamann, at der operettes et frivilligt vikarkorps, så butikkerne i Frederikshavn ikke går glip af svensk millionomsætning.



 

Hver lørdag – hver eneste lørdag - kommer 400 købestærke svenskere med færgen til Frederikshavn kl. 12.15. Et kvarter senere tjekker de ind på Scandic The Reef, og når de er installeret på værelset, går de en tur op i byen for at handle.

Bum. Alle butikker er lukket, undtagen Tiger og Føtex.

En dårlig oplevelse for byens gæster og mistet omsætning for butikkerne. Det bliver lige lidt sværere for Stena Line og for The Reef at blive ved med at trække turister til Frederikshavn, når de oplever en død by.

Når vi beklager os over butiksdød og manglende omsætning, så har vi ikke råd til at sige nej til en millionomsætning fra svenske gæster, som er kommet til byen. Det skal simpelthen kunne lade sig gøre at trække pengene op af lommerne på dem.

Mener jeg, som ikke selv har en butik. Som ikke selv skal arbejde hver lørdag. Som ikke selv skal få en vagtplan til at gå op med et personale, der i forvejen har meget skæve arbejdstider. Og som ikke helt præcist ved, hvilke butikker, svenskerne vil handle i, når de kommer lørdag eftermiddag.

Med andre ord: Jeg anerkender, at det ikke er nemt. Jeg ved også godt, at FREDERIK har forsøgt at tvinge fælles, længere åbningstider igennem – uden held. Jeg ved godt, det kan give konflikt i FREDERIK, som netop er kommet til hægterne igen efter en ond strid.

Men det er en ny situation, at The Reef er fuldt booket hver weekend året rundt. Det er en gave til Frederikshavn, og den skal vi formå at udnytte. Derfor skal vi tænke nyt. Jeg vil foreslå FREDERIK at bruge nogle af sine markedsføringskroner på længere åbningstider. Det må give større effekt at åbne døren for købelystne svenskere end at lokke nærige folk fra Sindal til Frederikshavn med en bamseparade.

I stedet for at diktere alle at holde åbent på særlige tider, kan FREDERIK støtte de butikker, der holder åbent til kl. 16 om lørdagen. Foreningen kan oprette et vikarkorps af frivillige, som tilbyder at hjælpe til i en butik en lørdag eftermiddag nogle gange om året.

Jeg tror, der er mange unge og ældre, som kunne synes, det var skægt at hjælpe til i en butik engang imellem. De vil også selv blive mere trofaste kunder i Frederikshavn, og vi kunne vi få en masse PR ud af aktiviteten. FREDERIK skal selvfølgelig bruge krudt og penge på at forkæle vikarkorpset, så det bliver attraktivt at være med.

Når jeg nu selv lancerer idéen, må jeg også hellere tilbyde at tage en tjans. To eftermiddage om året vil jeg gerne ofre for byens skyld. Det værste, der kan ske, er, at jeg lærer noget nyt og lærer nye mennesker at kende. Og det er i grunden slet ikke så galt.


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Pia Granfeld, 29-03-11 07:28:
Måske det var muligt at vente med at åbne til kl. 11 om lørdagen og måske kl. 10.30 mandag og tirsdag for at hente et par timer til lørdagen?
Er godt klar over at det koster ekstra at lønne de ansatte efter kl. 13 eller 14 om lørdagen, men mon ikke de penge er godt givet ud hvis omsætningen tilsvarende stiger, fordi svenskerne har mulighed for at shoppe når de kommer til Frederikshavn og ikke bare møder en lukket by?. Det må kunne lykkedes at finde en løsning.
Jens Ole Thomsen, Frederikshavn 25-03-11 16:13:
Glem dem fra Sindal, de er jo nærige - iflg. hr. Glamann,
men svenskere og nordmænd, de vil bare bruge penge,
men næsten alle butikker i centrum har lukket.

Hvor er grænsehandelen i Frederikshavn ? ikke i nærheden af havnen.
Man vil hellere flytte ud langs hovedvejene (tættere på Sindal !).

Butikker (Rema, Aldi, Lidl, Fakta, Netto o.s.v.) langs indfaldsvejene har "altid" åben

Det konstruktive må være at sikre et centralt havnenært butiksmiljø både for de lokale, men sandelig også for svenskere og nordmænd.

Det er klart de butikker der holder åbent lørdag eftermiddag (Føtex f.eks.) løber med lørdagshandelen.

Det er jo ikke et korps af frivillige der skal holde gang i butikkerne i Frederikshavn - det er vel omsætning og sund konkurrence.

Hvorfor flyttede ColorLine iøvrigt til Hirtshals ? var det noget med havneafgifter ?
Annemarie Bang, Frederikshavn 25-03-11 15:21:
Tak Stener Glamann for KONSTRUKTIVT indlæg!
Annika Jensen, Sæby 25-03-11 11:20:
Hvorfor skal frivillige holde butikkerne åbent?

Butikkerne må da selv kunne se potentialet i at holde åbent, når der er kunder. Det er ikke kun svenskere, der mangler eftermiddagsåbne forretninger.

Når man er færdig med en stille og rolig lørdagsbrunch og klar til at tage ud og handle, ja som nævnt i artiklen, så er det kun steder som Føtex og SuperBest, der holder åbent.

Og der er egentlig pænt mange mennesker i f.eks. Føtex en lørdag eftermiddag.

Det er der også i gågaden. Folk kan bare ikke få lov til at komme ind i forretningerne for at lægge penge.

Efter min mening er det vanvittigt dårligt købmandskab IKKE at holde åbent til kl. 16 om lørdagen.
søren kristiansen, frederikshavn 25-03-11 09:37:
Jeg glemte at skive, at såfremt et frivilligt korps er løsningen, så stiller jeg gerne op.
Jeg betinger mig dog at jeg ikke komme i en frisørsalon eller parfumeforretning.
Så bliver det nok kun til 1 lørdag.
søren kristiansen, frederikshavn 25-03-11 07:47:
Forretningerne kæmper for tiden en hård kamp mod faldende detailsalg generelt, internet handel, Aalborg, mv.
Derudover kæmper man en hård kamp mod PLEJER.
Det koster penge at tage livet af PLEJER, og de penge er desværre ikke til stede som tiderne er.
MEN gør dog forsøget, og ikke kun 1-2 lørdage.
Luk kl. 16.30 to dage om ugen, så går timerne da ihvertfald op, såfremt man holder åbent til kl. 16.00 lørdag.
Problemet er så at de ansatte/indehaverne nu skal ændre i deres private lørdagsprogram, og med den frygt vi har for forandring i hverdagen, og de faste mønstre vi kørerer i, så bliver det svært.
Da jeg i tidernes morgen var ansat i BILKA havde vi nogenlunde samme åbningstider som forretningerne i Frederikshavn har i dag.
I dag har BILKA åbent til kl. 21.00 hver dag og kl. 18.00 lørdag.
Jeg nævner det ikke for at vi skal have samme åbningstider, men der må dog være en grund til de har udvidet deres åbningstid så voldsomt, og tro mig, der sidder folk i Dansk Supermarked der har fingeren på pulsen og som kan regne.
Hvordan kan Jerrys og andre Restaurationer få det til at hænge sammen.
Her er ca åbent dobbelt så mange timer som der er i forretningerne.
Vi kan skrive og snakke os længere mod afgrunden, men for vi kan komme igang og videre kræver det at både forbrugere og forretningsindehavere begynder at handle.
Brian Kjær, Frederikshavn 24-03-11 09:20:
Hov hov...
Her går vi og forsøger at få frivillige foreninger til at generere omsætning til byen og dermed blive til et aktiv, der bevæger sig ind i det kommercielle.
Skal byens erhverv nu også basseres på frivillig arbejdskraft. Det håber jeg vi kan holde til de humanitære organisationer.
Ideen om at der skal være åbent når turisterne kommer, er meget besnærende.
Men skal det være med frivillig arbejdskraft? hmmm - ikke efter min mening.
Som du også er inde på, er en stor del af udfordringen, at få økonomi, fritid og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed.
Der er ingen tvivl om, at der kommer større og større pres på at butikkerne har åbent, når alle andre har fri. Hvis alt dette skal gå op i en højere enhed, er det måske et spørgsmål om ikke butikkerne skal åbne dagligt kl. 13 til 19 - alle ugens dage?
Det vil jo nok forudsætte, at vi sikrer en lidt anden fordeling af børnepasningens åbningstider!
Om jeg vil søge tilbage til mit tidligere job som ekspedient i en legetøjsforretning, hvis dette bliver gennemført - næppe.
Det er nok det, der er noget af den store udfordring. At kunne få sammensat nogle åbningstider, som tilgodeser butikkernes indtjening. Men som samtidig tilgodeser, at det skal kunnne sammenholdes med at, medarbejderne skal kunne have et familieliv ved siden af.
De fleste øvrige, der i dag arbejder på de foreslåede tider, har typisk skiftende arbejdstider og er derfor ikke så låst, som disse tider vil betyde.
Der er behov for en nytænkning, for at skabe mere liv i byen. Dog håber jeg ikke vi skal komme dertil, at erhvervslivet vil skulle overleve på frivillig arbejdskraft. Dagpengelovgivningen forhindrer heldigvis endnu, at ledige må arbejde frivilligt i ordinære job - med mindre man er udsendt efter reglerne om virksomhedspraktik....
En spændende debat du har fået startet. Håber nogle af de som i dag arbejder i de omtalte butikker vil deltage, så Frederik får noget at arbejde videre med.

Informationer til denne nyhed

Læst: 2047 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.8 af 5 fra 16 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
30-03 - Butiksejer: Vi skal holde åbent lør...
29-03 - FREDERIK takker for venligt og sag...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder