Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.02.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Læsø får konservativ folketingskandidat

Ved seneste regionsrådsvalg fik Karsten Skov Petersen personligt 33 procent af alle afgivne stemmer på Læsø. Han opstilles som kandidat udenfor kredsene.
Det Konservative Folkeparti opstiller en folketingskandidat på Læsø til det kommende valg. Dermed giver de konservative nu Læsø-borgerne mulighed for at stemme på en af deres egne til folketingsvalget og dermed få en direkte stemme i folketinget. 

 

Det er Karsten Skov Petersen, der bliver opstillet som konservativ folketingskandidat. Han er 62 år og arbejder til daglig som styrmand på Læsø-færgen. Det er første gangm Karsten Skov Petersen stiller op til et folketingsvalg, men han har tidligere været kandidat til Læsø byråd og til regionsrådet i Nordjylland. Ved seneste regionsrådsvalg fik Karsten Skov Petersen personligt 33 procent af alle afgivne stemmer på Læsø. Karsten Skov Petersen opstilles som kandidat udenfor kredsene.

- Det er første gang, vi stiller med en lokal kandidat på Læsø til et folketingsvalg. Det gør vi i respekt for Læsø-borgerne. Læsø bliver alt for ofte overset i det store billede, men Læsø er bare noget helt særligt. Derfor fortjener Læsø sin helt egen talsmand, som kan tale Læsøs sag i folketinget. Det vil vi gerne være med til at sikre, siger Claus Bunk, der er formand for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland.

Karsten Skov Petersen er uddannet skibsfører, og han arbejder som styrmand hos Færgeselskabet Læsø. Færgefarten til fastlandet optager i sagens natur Karsten Skov Petersen rigtig meget.

- For Det Konservative Folkeparti er det helt afgørende, at vi sikrer borgerne og virksomhederne på Læsø gode forbindelser til fastlandet. Færgefarten er vores livsnerve. Derfor skal vi sikre hyppige afgange til en rimelig pris. Det vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt til folketinget. Men det betyder også meget for mig, at turismen og erhvervslivet har gode vilkår på Læsø, siger Karsten Skov Petersen.

Med opstilling af Karsten Skov Petersen har Det Konservative Folkeparti i Nordjylland nu 10 kandidater klar til det kommende folketingsvalg. Partiet opstiller sideordnet, og det betyder, at det er de kandidater, der får flest personlige stemmer, som bliver valgt.

Karsten Skov Petersen bliver i aften præsenteret for Læsø-borgerne som ny folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Det sker på et offentligt møde på Carlsens Hotel i Vesterø kl. 19.00 som afrunding på en hel dag med konservative aktiviteter på Læsø. Den formelle opstilling af Karsten Skov Petersen vil finde sted på generalforsamlingen i Nordjyllands Storkreds 11. marts.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close