Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.12.2019 | Af: DEBAT-INDLÆG

Læsøs fremtid? Det haster med den udligningsreform

Bjarne Laustsen: - End ikke Trump har afgivet et tilbud på Læsø, så er der kun at sætte sin lid til, at en ny kommunal udligningsreform kan hjælpe Læsø til en mere permanent løsning. Foto: Steen Brogaard
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) har skrevet dette indlæg: Mørke skyer hænger over Læsø. Landets mindste kommune med knap 2000 indbyggere er udfordret alvorligt, idet den ni mand store kommunalbestyrelse har måttet vedtage et ulovligt budget for næste år. Selvom Læsø har fået tilskud fra diverse puljer, rækker det ikke, da Læsø har nogle årsager til, at man ikke kan få enderne til at nå sammen.


 

Det skyldes, at øen/kommunen har den suverænt ældste befolkningssammensætning i landet, at man har et meget lavt indkomstgrundlag samt landets sjettehøjeste kommunale skatteprocent - så det er sandelig en giftig cocktail.

Hvad er løsningen så? Ja, jeg ved fra tidligere indenrigsministre, at man håber, at den lille økommune kunne blive lagt sammen med Frederikshavn eller Aalborg, så ville der falde en stor sten fra indenrigsministeriets hjerte og pengepung, men da hverken Birgit Hansen eller Thomas Kastrup-Larsen har ytret ønske om at overtage et økonomisk problembarn; end ikke Trump har afgivet et tilbud på øen, så er der kun at sætte sin lid til, at en ny kommunal udligningsreform kan hjælpe Læsø til en mere permanent løsning, men hvis det ikke er nok, så bliver man nødt til fortsat at finde nogle økonomiske puljer, som kan hjælpe Læsø og de andre økommuner, som døjer med at få enderne til at hænge sammen. For nogle gange er man nødt til at behandle folk forskelligt, for at de kan have ens vilkår.

På Læsø kan man ikke lægge noget sammen. Der er kun en skole, et plejehjem og så videre, og den livsvigtige færge til øen kan man ikke undvære, så der må og skal findes en solidarisk løsning på Læsøs problemer.

Godt nok har Læsø fået lov til at låne 10 mio. kr., så de undgår, at kommunalbestyrelsen bliver fængslet, fordi deres budget var ulovligt, og mere kunne man ikke forlange af indenrigsministeren – men det værste ved at låne penge er, at de skal betales tilbage, så det haster med den udligningsreform.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Steen Brogaard

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close