Gå til hoved-indhold
11. november 2010 - kl. 01.11

Laigaard blogger: Mens vi venter på væksten...

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Byrådsmedlem Peter Laigaard: - Jeg ærgrer mig over, at det ikke er muligt at få skabt en større forståelse for det potentiale, der ligger inden for området: Idræt – uddannelse – unge.
Af: Peter Laigaard

Peter Laigaard blogger på Kanal Frederikshavn: I forlængelse af mit seneste blogindlæg lovede jeg Niels Østergaard at forsøge at give mit bud på, hvad vi lokalt kan gøre for at få gang i væksten – også i et udkantsområde, som Frederikshavn kommune nu en gang er, hvad enten vi kan lide det eller ej.

Det første vi skal gøre er at tage området alvorligt! Landspolitisk forsøger Liberal Alliance forståeligt nok at sætte fokus på dette område. Hvad skal vi leve af? Uden vækst bliver vi alle fattigere. Den netop vedtagne finanslov, hvor vi bruger 100 mia., vi ikke har og derfor må låne, skyldes, at vores BNP er faldet med 5 procent som følge af finanskrisen.

Ifølge OECD vil Danmark de kommende år have en historisk lav vækst på 1,2 procent årlig vækst frem til 2015. Det betyder til illustration for en dansk gennemsnitsfamilie, som siden 1950 er blevet 2,4 procent mere velstående i gennemsnit om året, kun ville have haft en indkomst i dag på 150.000 pr. person om året frem for de 300.000 kr. pr. person, som man faktisk har i dag.

Danske familier er altså blevet fire gange så velstående som for 60 år siden! Derfor er vækst så vigtig. Kun med vækst kan vi finansiere vores fremtidige velfærd – også lokalt. Derfor er vækst så afgørende – ikke mindst med den befolkningssammensætning, vi har.

Vækst lokalt kan antage mange former. Et spændende initiativ har været Frh.2.0, som jeg personligt har deltaget i. Mange spændende projekter er i øjeblikket oppe og vende, og jeg har en tro på, at selvom det kan være svært at realisere store forkromede projekter i disse tider, har de mange gode kræfter alene ved deres tilstedeværelse fået vendt situationen med andre dybt engagerede mennesker og på den måde fået inspiration til nytænkning. Men også netværksmulighederne er blevet kraftigt stimuleret. Vi håber alle, at eks. tankerne om en færgeforbindelse lykkes.

Frederikshavn Havn har netop offentliggjort andre spændende tanker om en kraftig vækst på havnen. Lad os håbe dette projekt lykkes, uden at vi generer de ”sorte arbejdspladser”, som er der i forvejen. Jeg hæfter mig ved, at havnen har en solid økonomi og derfor kan sætte handling bag ordene.

Jeg har personligt i nu næsten et år arbejdet for, at vi skal have en idrætsefterskole til Frederikshavn By. Perspektiver er klare. 100-150 nye unge mennesker til byen. 20 nye arbejdspladser samt en øget omsætning på 15-20 millioner til området. Vi har alle forudsætninger for at lave Danmarks bedste faciliteter på Knivholtvej i Aktivitellet.

Jeg ved kun alt for godt fra de unge mennesker fra Handelsskolen, at netop faciliteter ”sælger” billetter. Hertil kommer stor opbakning fra sider herunder idrætslivet. Markedet er der. Ca. 25.000 unge tager hvert år på efterskole.

Hvorfor er vi så ikke kommet i gang endnu? Fordi som så mange andre projekter skal vi have en finansiering for at komme i gang. Der er ingen tvivl om, at et sådan projekt her ikke kan underkastes normale privatkapitalistiske briller om afkast og forrentning. Skoleøkonomi er skrøbelig, og man kan ikke ”score kassen” på den slags projekter (heldigvis).

Den store gevinst ligger gemt i den aktivitetsforøgelse, vi får til kommunen, og derfor kræver projektet offentlig hjælp – sådan har det såmænd også været alle andre steder, den slags projekter er startet op! En opbakning, jeg desværre ikke har været i stand til at få endnu.

Rent faktisk er det mit tredje forsøg på at gøre noget for kombinationen idræt, unge og uddannelse. Første forsøg var at gøre Frederikshavn Kommune til TEAM Danmark-kommune. 19 andre kommuner har denne status. Andet forsøg var i samarbejde med Privatskolen at udvikle en særlig idrætslinje på 8. og 9. klasses niveau.

Jeg ærgrer mig over, at det ikke er muligt at få skabt en større forståelse for det potentiale, der ligger inden for dette område. Idræt – uddannelse – unge. Hvorfor gør vi ikke mere for at holde på vores unge talenter? Hvorfor gør vi ikke mere for at trække nogen til? Jeg interesserer mig selvfølgelig også i perspektiverne for idrætslivet – og selvom man måske ikke finder det interessant – burde tanken om nye arbejdspladser og lokal vækst i kommuneøkonomien vække større interesse.

Andre har været ude at lufte muligheder for at trække uddannelser til området. Jeg tror eks. ikke, vi kan få afdelinger af universiteter til byen. De unge søger til de store byer efter ungdomsuddannelserne. Nu skal vi så satse på de kommer tilbage, fordi vi har attraktive faciliteter og muligheder.

Vi skal generelt satse på jordnære realiserbare projekter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...