Peter Laigaard: - Lokalt har SF fået den nøgleposition, de radikale i så mange år indtog på Christiansborg.

Lokalt kan jeg fortælle, at det er ikke lige meget, hvor man kommer fra rent geografisk, når de konkrete besparelser skal udmøntes. Her kan man godt mærke, at Frederikshavn by ikke fik den forholdsmæssige repræsentation ved sidste byrådsvalg! Personligt valgte jeg at være med i genåbningen af budget 2010 – simpelthen fordi kassen ville løbe tør, hvis ikke vi fandt besparelser. Ubehageligt men nødvendigt.

I forbindelse med genåbningen af vores budget i Frederikshavn Kommune blev alle vi byrådsmedlemmer udstyret med et kæmpe sparekatalog, delt i tre katagorier: SKAL opgaver (obligatoriske), SKAL opgaver med muligheder for servicenedsættelse og KAN opgaver. Hvis man så tror, der er en ligelig fordeling af mulighederne for at finde besparelser, tror man fejl. KAN opgaverne fylder relativ lidt, og det gør, at vi politikere må finde besparelserne, der ”batter noget” indenfor såkaldte kerneydelser.
Hertil kommer ikke mindst en demografiudvikling, med mange færre børn og tilsvarende flere ældre, der gør, at ikke mindst skolestrukturen har været central. I forbindelse med det seneste byrådsmøde blev vi præsenteret for, hvordan tallene ser ud for vores kommune på dette område:

I 2000 var der 10.659 over 65 år, 42.367 fra 15-64 år og 12.723 fra 0-15 år.

I 2040 siger prognosen, at der er 20.000 over 65 år, 28.713 fra 15-64 år og 9.053 fra 0-15 år.

Uanset hvilken politisk observans, man måtte have, er det uhyggelig læsning - enhver kan se, vi kommer til at mangle ”hænder” i fremtiden – både i den private og offentlige sektor – samt at der bliver massivt flere ældre over 65 år. Jeg var derfor temmelig overrasket over, at der ikke blev udtrykt større bekymring over tallene for vores kommune og deres konsekvenser - et her kommer til i løbet af kort tid i den grad at påvirke vores velfærdssystem.

Mest overrasket blev jeg dog i onsdags på byrådsmødet over reaktionerne på en netop offentliggjort undersøgelse over vores erhvervsklima, vurderet af erhvervslivet selv igennem Dansk Industri. Her rasler Frederikshavn kommune fra en top 10 placering til en bund 10 placering blandt landets 98 kommuner.

Emnet blev bragt frem af socialdemokratiet, og Erik Sørensen fik latteren til at rulle i salen, da han fortalte, at undersøgelsen og dermed nedgangen var sket efter, at han stoppede som borgmester. Reaktionerne på undersøgelsen var, at man ikke skulle lægge alt for meget i undersøgelsen. En mærkelig tankegang, da vi godt kunne bruge resultaterne, da vi lå i top 10.

Jeg synes, det er dybt bekymrende, at lokale erhvervsvirksomheder vurderer, at erhvervsklimaet er blevet så dårligt i vores kommune. Heldigvis er der gode og spændende initiativer på vej med Frh. 2.0 – men vi skal samtidig tage det lokale erhvervslivs vurderinger alvorligt.

Lokalt forudsiger jeg, at vi også de kommende år kommer til at skære mere og mere i ”den lokale velfærd” – ikke mindst fordi jeg desværre ikke tror, at finanskrisen og den lave vækst er noget kortvarigt forbigående fænomen.

Når vi alle set over årene oplever en større velstand og dermed forudsætningerne for en øget velfærd, handler det om, at vores BNP frem til 2008 i en såkaldt højkonjunktur var relativ høj. Finanskrisen har sat vores økonomiske vækst i stå, ja ligefrem gjort den negativ, og vi er som samfund blevet fattigere. I 2009 faldt vores BNP med ca. 5 %.

Nationaløkonomisk kan det i høj grad diskuteres, om det var klogt, at vi i midten af en højkonjunktur satte skatterne ned. Mange ledende økonomer har været fremme - og efter min mening med rette – sagt, at skattelettelserne var med til at forværre dansk økonomi på lang sigt – alene fordi de blev givet på et forkert tidspunkt! Groft sagt skulle vi efter min mening have sparet mere op i de gode tider – og altså ikke som socialdemokratiet ville, investere yderligere i den offentlige sektor. Problemet er, at man samfundsøkonomisk hælder benzin på bålet med skattelettelser /offentligt forbrug på det forkerte tidspunkt og dermed får en overophedning af økonomien, der især er ødelæggende vores konkurrenceevne på lang sigt.

Her er det, at økonomi og politik bliver svært at forklare. Rent faktisk var det netop i denne tid (finanskrisen), vi skulle have givet skattelettelserne for at skabe den økonomiske vækst, og ikke mens vi havde højkonjunkturen! Socialdemokraterne vil så hellere lave offentlige investeringer. Problemet er, at politisk er det umuligt at forklare, at med store overskud på statsfinanserne, at vi IKKE skal give skattelettelser.

Det er og bliver et samfundsøkonomisk paradoks, at man ikke kan bruge et overskud på finansloven, som man lyster. Det bedste eksempel er Norge. Her er man nødt til at gemme pengene væk, og ikke bare fordi man tænker på de fremtidige generationer, men simpelthen fordi man ville ødelægge samfundsøkonomien, hvis man brugte pengene! Sådan har samfundsøkonomien sine egne love og sammenhænge, uanset hvilken farve regeringen har.

Arbejdmarkedskommissioner, velfærdskommissioner, vismandsrapporter mv. har alle som en påpeget, at vi nødvendigvis må kigge på mere grundlæggende reformer af vores velfærdssystem. Men lige så sikkert det er, at kommissionerne bliver nedsat fra tid til anden – lige så sikkert er det, at politikerne ikke vil lytte til svarene!

Lars Løkke har gentagne gange fortalt, hvor meget han holder af den danske velfærdsstat – så ikke meget tyder på grundlæggende reformer, selvom eks. Liberal Alliance og de radikale ofte har påpeget det paradoksale i, at vi bruger ca. 27 mia. kroner på efterlønnen.

Når man kigger på tallene i tabellen, har vi jo ikke ligefrem brug for, at friske og rørige mennesker i starten af 60´erne trækker sig fra arbejdsmarkedet og går på efterløn. Men valgperioderne er jo kun 4 år, og der venter sjældent belønninger til dem, som forsøger at se mere langsigtet på løsningsmodellerne. Nyrups valgnederlag pga. efterlønsforringelser i 2001 er desværre blevet beviset på, at politikerne kun skal tænke kortsigtet. Politisk mod belønnes sjældent. Desværre.

Vi går nu ind i hektisk periode i byrådet med budgetmøder. Her skal der igen-igen findes masser af besparelser for få budgettet til at hænge sammen. En øvelse ingen af os byrødder synes, er særlig spændende.

Mest spændende bliver det, om det forslag socialdemokratiet luftede om skattestigninger, vinder gehør. To kommuner har meldt ud, at de på trods af diverse sanktioner alligevel vil hæve skatte. To kommuner, der - ligesom Frederikshavn - fik afslag på at hæve skatten. Vi skal jo ikke glemme, at SF her i Frederikshavn har meldt ud, at de ikke er bundet af noget i forhold i forhold til venstre og konservative omkring budgetlægningen. De to partier råder så faktisk over 16 mandater her i Frederikshavn. Så lokalt har SF fået den nøgleposition, de radikale i så mange år indtog på Christiansborg. Som politisk håndværk må man sige, at det er meget godt gået.