Butikschef Lars Nyholm Andersen havde grund til at smile, da Maxi Zoo søndag åbnede i Frederikshavn.
Søndag åbnede Maxi Zoo sin forretning på Toftegårdsvej i Frederikshavn. Det blev en bragende succes. Der var så mange mennesker, at Maxi Zoo løb tør for indkøbsvogne.
- Heldigvis kunne vi låne nogle af Silvan, som er vores nabo, så ingen blev skuffede, smiler butikschef Lars Nyholm Andersen.
Han havde store forventninger til åbningsdagen, men tre ting gav ham bange anelser: Sommervejret, Tordenskioldsdage og der var lukket i Silvan.
- Men det gik fantastisk. Jeg tror, at kunderne i Frederikshavn kan lide vores discount-koncept, siger Lars Andersen.
Maxi Zoo sælger foder og tilbehør til kæledyr. Det er Europas største inden for branchen. Med butikken i Frederikshavn har Maxi Zoo passeret 1000 forretninger i Europa. Kun fire af dem ligger i Jylland.
- Jeg ved, at folk har taget turen helt fra Læsø og kørt ud til Maxi Zoo i Aalborg. De kunder og mange andre vendelboer vil nu vælge at handle her i Frederikshavn, udtaler Lars Nyholm Andersen.