Lars Leen i spidsen for Liberal Alliance i Fr.havn
Myndigshedskonsulent Lars Leen, Frederikshavn Kommune, bliver formand for Liberal Alliances nye lokalafdeling i Frederikshavn/Læsø. Den 25-årige akademiker har tidligere været sekretær for EU-parlamentsmedlem Anne E. Jensen (V), men er nu flyttet til Kilden, fordi har har fået arbejde i Frederikshavn Kommune.
Liberal Alliance holdt stiftende generalforsamling torsdag eftermiddag på Frederikshavn Handelsskole, og her lykkedes det - mener partiets byrådsmedlem i Frederikshavn, Peter Laigaard - at sammensætte en bred bestyrelse.
Karsten Vestergaard, der arbejder som konsulent i Kriminalforsorgen i København, men bor i Frederikshavn, bliver lokalforeningens første næstformand, mens advokat Nicolai Horn skal passe på foreningens penge.
Valgt til bestyrelsen blev også IT-manden Jesper Høy, Ellen Tegllund, lektor Peter Laigaard samt pensionist Ole Erik Nør-Jensen, som også er medlem af bestyrelsen i Liberal Alliances Nordjyllands Storkreds.
På generalforsamlingen blev Jette Lyng og Egon Olesen valgt som revisorer, og Søren Andreasen blev suppleant.
Folketingskandidat Joachim B. Olsen - tidligere OL-medaljevinder i kuglestød - og Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen - tidligere folketingsmedlem for Venstre og formand for DGI - deltog i den stiftende generalforsamling i Frederikshavn. Lokalkredsen er partiets første i Nordjylland.
Partileder Anders Samuelsen glæder sig over, at Peter Laigaard har meldt sig ind i Liberal Alliance. Det var der to andre byrådsmedlemmer, som gjorde i sidste uge. De kommer begge fra Venstre i København.
- Det er rigtig godt, at Liberal Alliance bliver bedre og bedre forankret på det kommunale niveau. Det er her, at mange af de beslutninger, som betyder noget for folks hverdag, bliver truffet, siger Anders Samuelsen, som selv sidder i Horsens Byråd, til www.liberalalliance.dk








































