Lastbil blokerer gågaden: - Få nu løst det problem
- Kommunen bare snakker og snakker. De skulle hellere samle parterne og løse problemet.
Ordene kommer fra Anthon Krogh, som nu på anden uge konstaterer, at en stor lastbil med kran nærmest blokerer gågaden foran hans to døtres tøjbutik, Anthon.
Anthon Krogh mener, at kommunen burde gribe ind øjeblikkeligt. Han bemærker, at han har deltaget i flere møder, hvor blandt andre borgmester Birgit Hansen har understreget, at kommunen er klar til at gå langt for at understøtte handelslivet i kommunen.
- Sagen her viser bare, at der er langt fra tanke til handling. Sagsbehandlerne oppe på Rådhuset har i hvert fald ingen føling med, hvad der foregår her i gågaden. Og det har formanden for Plan- og Miljø-udvalget åbenbart heller ikke. Juli er vores vigtige måned, og lastbilen har blokeret gågaden siden 1. juli, udtaler Anthon Krogh.
Det er Danske Bank, som skal have sin facade renoveret. Bygningen ejes af Dea-Invest ApS i Odder. Viva Stillads i Frederikshavn står for opsætning af stillads, mens murermester Carsten Ørvad i Frederikshavn skal udføre selve arbejdet. Anthon Krogh har talt med alle parter, og ifølge Anthon Krogh kan flere af dem godt se, at juli er et skidt valg. Her er der nemlig flest turister i gågaden.
- Det er en svinestreg over for handelslivet, at man jagter turisterne ud af byen. Jeg reagerede allerede 1. juli, og her burde kommunen med borgmesteren og kommunaldirektøren i spidsen have samlet parterne og fundet en løsning. Det kunne være noget med, at arbejdet blev flyttet til meget tidlig morgen eller om aftenen. Men der er intet sket. Tværtimod. Kommunen oplyste til mig i sidste uge, at lastbilen ville være væk fredag eller senest mandag formiddag. Den holder der stadig, og det gør den også tirsdag, har jeg fået oplyst af Viva Stillads, siger Anthon Krogh.
Han undrer sig over flere ting i dette forløb.
- Hvorfor er der ingen nabohøring, når man skal have lavet et så omfattende arbejde? Så havde vi fået flyttet dette arbejde til august eller september. Og hvad med sikkerheden? Folk i gågaden risikerer at få store plader i hovedet, når de går under kranen. Der er jo livsfarligt. Vi ser også, at flere vender om. De tør ikke passere området, hvor lastbilen holder og kranen arbejder.
Anders Brandt Sørensen (S), formand for Plan- og Miljøudvalget, vil ikke diskutere yderligere med Anthon Krogh i medierne.
- Jeg vil meget gerne indgå i en dialog med borgerne i Frederikshavn om de problemer, de oplever. Men det kræver, at de henvender sig til mig. Men på nuværende tidspunkt har jeg ikke modtaget nogle henvendelser i denne sag, siger den politisk ansvarlige.
Anthon Krogh bekræfter, at han ikke har kontaktet Anders Brandt Sørensen, men er gået direkte til kommunaldirektøren.
- Butikkerne mister omsætning hver dag i øjeblikket på grund af den lastbil, så den skal væk nu. Jeg kræver handling nu, pointerer han.







































