Laura Mo kan faktisk slet ikke lide at skrive sange

Sangene omhandler alt fra selverkendelse og opgør med eks'en i sangen "Noget Andet" - en tilstand, hun beskriver som "Twinpeaks Motel", over moderne samfundsrevselse i sangen "Europavej", til en dybfølt fortolkning af Leonard Cohens "Chelsea Hotel", som i Lauras univers hedder "Hjallerup Kro".

Til spørgsmålet om, hvorfor der skulle gå så lang tid, inden vi fik plade nummer to, kigger hun kort væk og tænker sig om.

- Fordi jeg var utilfreds. Jeg havde haft en fantastisk oplevelse med den første plade, men den blev jo produceret af en anden. Jeg havde faktisk en konflikt indeni, fordi det kunne jeg ikke gøre igen. Så jeg skulle rundt alle mulige omveje for at finde ud af, at jeg skulle lære at gøre det selv. Men det havde jeg brug for. At selv få kontrol med det og få afprøvet det arrangement jeg havde, forklarer hun.

- Sangene kommer meget som færdige pakker hos mig, men de musikalske arrangementer og besætningen er lige så vigtige for mig, som teksten er. Den lyriske del er meget selvterapeutisk, men det er det at lave musik ikke for mig. Missionen er, at det skal lyde godt. Det er et stort puslespil. Jeg skal blive tilfreds, men min håndværkertilgang til det, skal også blive tilfreds. Så det kunne jeg ikke lægge over i hænderne på nogen andre, pointerer Laura og kigger direkte på mig.

- Samtidig med det, så er jeg en meget langsom sangskriver, fortæller Laura om årsagen til, at der skulle gå hele fem år inden opfølgeren til debutalbummet kom på gaden.

- Det er noget, der hober sig op. Ligesom en frekvens, som bliver ved med at sidde og lave støj, forklarer Laura meget billedligt om det at skrive sange.

- På et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at forholde mig til det. Det er voldsomt irriterende, så jeg kan faktisk slet ikke lide at skrive sange. Det er så hårdt.

Vi sidder på hver sin rødpolstret stol i det, man kan betegne som sminkerummet i baglokalerne bag musiksalen i Det Musiske Hus. Den ene væg er helt fyldt ud med et spejl, og der er sat en hel række spots i væggen, der lyser så kraftigt, at alle små finurligheder i ansigtet kan spottes i spejlet.

Laura har trukket sit ene ben op og dermed placeret foden på stolesædet. Hun har militæragtige lange hyggesokker på. Den der slags lange sokker er efterhånden blevet lidt af et varemærke, når det drejer sig om Laura Mo. Hun har dem nemlig også på, når hun er på scenen og optræder dermed altid uden sko i sine hyggesokker. En sort hårbøjle med en sløjfe er sat i hendes lange lyse hår, og når man har Laura Mo helt inde på livet, så får man hende serveret i en bundærlig og meget personlig facon.

- Det er den samme følelse, som når man skal lede efter noget dyrebart, man har mistet. Det er forfærdeligt. Hvis man har tabt noget, man elsker, og man véd, man har tabt det, og man skal finde det, og du ved, at du skal gå de her fem kilometer, og du ved, det er på den strækning, du har tabt det. Men der er marker og græs over det hele, og du ved ikke, hvordan du skal finde det, og du er dybt angst. Det er sådan, jeg har det med at skulle skrive en sang. Jeg skal igennem hele den der arbejdsproces for at få den lavet, og imens kommer ens kærlige medmennesker og siger: "Er du sikker på, at du har tabt den der?". Og så bliver jeg ulidelig at være sammen med, fordi jeg vil bare have fred til at lede, og så skal alle folk ellers bare klappe mig på skulderen og sige: "Det er godt, og det skal nok gå", forklarer hun og lyser op i endnu et smil.

Laura Mo er ikke typen, der ville kunne tage for eksempel en uge i sommerhus på Samsø for at fordybe sig i sangskrivningen.

- Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det. Det lyder så fantastisk, at man kan sætte rammerne op til det. Det kan jeg slet ikke. Jeg synes, det er død og pine. Jeg går og bliver mere og mere tungsindig, og der kommer mere larm. Så bliver jeg jo nødt til at arbejde og få skrevet de her sange for at kunne holde mig selv ud. Det tager lang tid. Jeg bliver også nødt til at lave hele sangen, inden jeg synes, at den er færdig eller skrotte det hele.

Én ting er helt sikker: Når det drejer sig om Laura Mo, så har man med en kvinde, en sangskriver at gøre, der ikke gør noget halvhjertet. Samtidig har man med et menneske at gøre, der har en række værdier, som hun på ingen måde går på kompromis med.

Lige nu er Laura Mo aktuel med videoen til sangen "Europavej". Denne sang kom til verden en sen nattetime på E45 og kan betegnes som et hjertesuk fra en forsmået og moderne vesteuropæer i en tid, hvor vi kan alt, ved alt, hvor alt er afprøvet – og hvor mangel på mening til stadighed - på trods af velstand og sundheds-politi, får tag i mange af os.

Videoen er en vaskeægte road-video, som er optaget langs motorvejen. De optrædende i videoen er udover Laura Mo og hendes band en række tilfældige personer, som har indvilliget i at lytte til musikken i hovedtelefoner og derpå reagere på den. En sang, som hele verden skal se og høre, hvis man spørger Laura Mo.