Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
01.05.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Laustens 1. maj-tale: Følg råd fra Jens Otto Krag

Se video fra Skagen i bunden af artiklen. Den er produceret af SilverStar Video.
1. maj-talerne er i fuld gang. Borgmester Birgit S. Hansen, folketingsmedlem Bjarne Laustsen (begge S) og Finn Jenne, SF Frederikshavn, lagde allerede ud kl. 7.30 i Skagen.

 

Herfra gik turen til formiddagsmøde i Sæby, og kl. 15.30 går det det løs på Knivholt i Frederikshavn.

Her er Bjarne Laustsens 1. maj-tale:

"Kun ved at stemme socialdemokratisk, kan De få en ny regering". Sådan lød rådet fra Jens Otto Krag til danskerne i sin tid. Et råd, som rammer hovedet på sømmet i forhold til det kommende Folketingsvalg.

1. maj er i år en politisk kampdag i dobbelt forstand.

Vi markerer arbejdernes internationale kampdag. Det er jo i sig selv en væsentlig markering af arbejderbevægelsens arbejde, som har sikret de gode muligheder for job og uddannelse, som følger med den velfærdsstat, som et meget stort flertal af danskerne bakker op om.

Men vi er også på vej ind i en valgkamp, hvor de som stemmer, kommer til at afgøre, hvem der skal være Danmarks næste statsminister.

Skal man tro meningsmålingerne, vil rigtig mange danskere gerne have en anden statsminister, end ham vi har i dag. Meget gerne en rød statsminister. Så langt er vi som regel enige.

Men selv om både den ene og den anden i rød blok har budt sig til, så er der i realiteten en mulighed, når vi taler om at få en ny og rød statsminister; nemlig Mette Frederiksen.

Alle andre muligheder er i mine øjne luftkasteller.

Derfor er det afgørende at slå helt fast, at hvis man ønsker sig en ny statsminister i Danmark, så er den sikreste løsning at stemme på Socialdemokratiet.

Eller som Jens Otto Krag engang formulerede det: "Kun ved at stemme socialdemokratisk, kan De få en ny regering".

Og Danmark trænger i den grad til en ny regering. For sjældent har vi haft en så træt, udtjent og rådvild en regering, som vi har lige nu.

En regering, som nu i tolvte time desperat forsøger at forhandle en minimal pensionsordning på plads for de nedslidte på arbejdsmarkedet.

Altså hjælp til de mennesker, som indtil for ganske nyligt end ikke har været i nærheden af at nyde de forhandlende partiers opmærksomhed.

For den opmærksomhed kom først i det øjeblik, hvor Socialdemokratiet satte hjælp til nedslidte danskere i fokus i sit valgoplæg. Hverken før eller senere.

Så også på dette punkt skylder man danskerne at fortælle sandheden. Nemlig at hvis man som vælger vil være sikker på, at de nedslidte ikke bliver glemt lige så hurtigt, som regeringen interesse opstod, så er svaret: Stem socialdemokratisk ved Folketingsvalget.

Samme stedmoderlige omsorg har regeringen i øvrigt givet indsatsen for at bremse klimaforandringerne.

For regeringen siger på den ene side, at den vil have en million elbiler, men leverer på den anden side kun politik til 1000. Den har fjernet klimamål og sløjfet bevillingerne til det grønne nationalregnskab. Den vil ikke opsætte målsætninger for CO2-udledningen, som den kan drages til ansvar for.
Det har konsekvenser: Sidste år udledte Danmark 5,5 ton CO2 mere end i 2017.

Den grønne omstilling er ikke bare gået i stå. Den er simpelthen slået i bakgear.

Overfor det står Socialdemokratiet, som foreslår en global grøn fremtidsfond. Med 20 milliarder kroner i ryggen skal den finde svarene på de helt store spørgsmål.

Danmark har før været verdensførende på klima- og miljøområdet. Og hvis Socialdemokratiet kan danne regering efter næste valg. Så skal Danmark stille sig i spidsen for den grønne omstilling igen.

Der er altså rigtig mange gode grunde til at få sat den ideforladte og trætte regering fra bestillingen ved det kommende valg.

Det grundlæggende valg handler i mine øjne om at vælge fællesskabet til.
Velfærd fremfor skattelettelser.

For Venstre prioriterer ikke velfærden. Hver gang to nye ældre får brug for vores hjælp – så vil regeringen kun betale for at hjælpe den ene. Under Lars Løkke Rasmussen er velfærden blevet underfinansieret med næsten fem milliarder kroner.

Og hvorfor? Fordi der skal være råd til topskattelettelser.

Samme dag som en ny rapport for eksempel viste, at 73.000 svage ældre mangler hjemmehjælp, følte Søren Pape Poulsen sig overraskende nok kaldet til at fortælle, at De Konservative går til valg på historiske topskattelettelser.

Og Liberal Alliance deler ligefrem en pokal ud, hver gang de har fået sænket skatten med en milliard kroner.

Samtidig viser DR dokumentarer om sygeplejersker, der ikke kan følge med. Klinikchefer, gymnasierektorer og daginstitutionsledere siger op, fordi der er skåret så dybt, at de ikke længere kan stå inden for deres arbejde.

Måske skulle vi hellere dele pokaler ud til alle de dygtige og dybt engagerede offentligt ansatte, som får Danmark til at hænge sammen på trods af nedskæringerne!

Lad os med andre ord sætte velfærden først!

Fortsat go' 1. maj – og husk det nu: Kun ved at stemme socialdemokratisk, kan De få en ny regering.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close