Lavere billetpriser skal lokke flere til koncert
Lavere billetpriser og flere spændende tilbud på pladsen skal være med til at lokke endnu flere mennesker til Dybvad Open Air lørdag 6. august.
Billetsalget er netop gået i gang. Det er muligt at købe billetter på www.festivalbilletter.dk samt salgsstederne Spar Nord Bank Sæby/Østervrå, Nordjyske Bank i Dybvad og Dybvad Døgnkiosk.
Dybvad Open Air har i år Sweethearts, Superspark, The Blue Van, Østre Gasværk og Infernal på plakaten, og derudover mangler endnu et band at blive fundet. Det bliver udvalgt af Dybvad Open Air's Facebook-fans blandt de bands, der melder sig til konkurrencen om at optræde på den store scene kl. 16.
Interesserede bands kan stadig nå det. Tilmeldingen løber frem til 9. maj via et link til Royal Beers "Tak Rock!" på www.dybvadopenair.dk eller Facebook.
Arrangørerne glæder sig endnu en gang til at sætte Søparken på den anden ende op til koncertens afholdelse, og er netop nu i fuld gang med de praktiske forberedelser, herunder kontakt til de op mod 150 frivillige medhjælpere bag arrangementet.
Overskuddet fra Dybvad Open Air går til ungdomsarbejdet i Dybvad Boldklub, Dybvad Tennisklub og Dybvad Idrætsklub - og har blandt andet bidraget til etableringen af den nye multibane imellem byens skole og stadion.





































