Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.11.2017 | Af: Kanal Frederikshavn

Leverer gigantisk dug til 20 meter høj skulptur

Overfladen forestiller en tro kopi af Jorden 7. september 2017, hvorfor der er afbildet tre orkaner ved Den Mexicanske Golf på dugen.
Studsgaard A/S står bag gigantisk dug til 20 meter høj skulptur af jordkloden.

 

Forestil dig en kopi af jordkloden, der er cirka 24 meter i diameter og 20 meter i højden, og dermed højere end et 5-etagers hus. Du har nu billedet af den skulptur, som Studsgaard A/S har leveret dug til. Skulpturen hedder "Climate Planet" og indtager i disse dage klimatopmøde COP23 i Bonn, Tyskland.

Johnny Studsgaard, ansvarlig for Telt & Markise, Studsgaard A/S, og to medarbejdere har været i Rheinau Park i Bonn for at hjælpe med opførelsen af den 20 meter høje kopi af jordkloden, som har taget tre hele dage at opføre.

Det illustrerer, hvor store emner der efterhånden går gennem produktionen hos Studsgaard A/S. Med vejledning fra Erhvervshus Nord fik de i starten af året bevilget 650.000 kroner fra den nationale FLAG-ordning til ombygning af en produktionshal, så faciliteterne kunne optimeres til fremstilling af store emner.

- Det er fantastisk at have mulighed for at byde ind på de store opgaver som for eksempel dugen til Climate Planet. Vi har konstrueret dugen af samme type truss-system og teltdug, som store scenekonstruktioner. Det har været et vigtigt parameter, at materialet er 100 procent lys- og vandtæt, da der vises film inde i globussen, fortæller Johnny Studsgaard.

Skulpturen, som har en diameter på 24 meter og er "skåret af" i bunden, så den er 20 meter høj, blev udviklet i forbindelse med, at Aarhus blev udnævnt som Europæiske Kulturhovedstad 2017. Overfladen forestiller en tro kopi af Jorden 7. september 2017, hvorfor der er afbildet tre orkaner ved Den Mexicanske Golf på dugen. Inde i den er en mindre klode, som tager gæster med på en klimarejse i en forestilling, hvor tv-meteorolog Jesper Theilgaard er stemmen og forfatteren bag.

- Vi arbejder med 18 sektioner, som sættes sammen, så det fremstår som én stor dug på ca. 1600m². Det har krævet lidt af et regnestykke at få en rund konstruktion og et sektionsdelt materiale, der kan strækkes til at passe sammen. Vi er meget stolte over den modtagelse, som den færdige globus har fået på den internationale scene, siger Johnny Studsgaard.

Studsgaard A/S har speciale i at arbejde med presenninger og PVC-sejl i store emner og har i over 40 år været fast leverandør til den maritime branche. Tidligere på året udviklede de blandt andet et kar i PVC-sejl – 34 meter i diameter og ni meter i højden, som eliminerer brugen af kemikalier og medicin ved aflusning af laks i havdambrug. Deres innovative arbejde med materialet betyder, at de i dag har en meget bred kundegruppe.

Planen er, at Climate Planet skal besøge 24 europæiske storbyer frem til 2020.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close