Liste T: Familien er kernen i samfundet - skal støttes
Kommunelistens Steen Jørgensen skriver i dette indlæg, hvad Liste T vil arbejde for, hvis de igen får plads i byrådet efter kommunalvalget på tirsdag.
Af Steen Jørgensen (T)
Byrådsmedlem og -kandidat
Kommunelisten vil fortsat arbejde for bedre forhold for de ældre. Det er vigtigt, at de ældre og handicappede bliver respekteret, at de har selvværd og mest mulig selvbestemmelse.
Når det gælder de handicappede og psykiatriske borgere, er det vigtigt at serviceniveauet styrkes, blandt andet med en særlig indsats over for misbrugere med psykiske problemer. Det er også vigtigt, at der er tilbud og støtte i alle lokalområder.
Kommunelisten er også meget opmærksom på vore demente borgere, at de kræver mere pleje og omsorg, og at det skal der tages højde for, ligesom de senhjerneskadede skal have den nødvendige pleje og genoptræning.
Vi vil have en sundhedspolitik, der fremmer borgernes sundhed, og satse mere på forebyggelse. På kronikerområdet er det nødvendigt, at vi gør en ekstra indsats for at understøtte den enkeltes kompetence til at håndtere sin egen sygdom og dermed give patienter med kronisk sygdom en forbedret livskvalitet.
Familien er kernen i samfundet og skal støttes. Vi skal sørge for, at der er gode daginstitutioner, som kan passe børnene, det kan være, at der i visse yderområder skal være dagplejemødre frem for institutioner. Børn udgør en særlig sårbar gruppe, og det er samfundets forpligtelse at beskytte de børn, hvis forældre af forskellige årsager ikke er i stand til det selv.
Vi skal fortsat udbygge og modernisere vore skoler, hvilket i sig selv vil højne undervisningen, når elever og lærere få bedre arbejdsbetingelser. Men vi er nødt til at tage højde for, at der bliver færre unge og flere ældre, og det betyder, at vi bliver nødt til at se på skolestrukturen fremadrettet.
I Kommunelisten finder vi det vigtigt, at man ikke glemmer vores
oplandsbyer. Vi skal se til, at den førte politik fremmer en god og sund udvikling i de små samfund. Et aktivt og levende landdistrikt, uden affolkning, og hvor alle samfundsgrupper har mulighed for at leve og udfolde deres liv.
Vi skal havde en målrettet arbejdsmarkedspolitik, som sikrer, at flere mennesker kommer i arbejde og dermed deltager aktivt i samfundslivet. Vi skal have en erhvervspolitik, som gør det attraktivt for nye virksomheder at komme til Frederikshavn kommune, men vi skal også huske at pleje de eksisterende. Flere erhvervsdrivende er ensbetydende med et bedre skattegrundlag, som giver kommunen større økonomisk råderum og flere arbejdspladser.
Kommunelisten arbejder lokalt, på tværs af partiskel. Før, under og efter valget.





































