Lørdag: FfI på jagt efter forårets første udesejr
FfI's pointsultne DS-hold i fodbold skal lørdag forsøge at hente årets første udesejr, når turen går til Randers, hvor modstanderen er bundkollegaerne Vorup. Begge hold har brug for en sejr, hvis ikke den skal stå på JS-bold i næste sæson.
De rød/sorte leverede en opmuntrende præstation i sidste weekends uafgjorte kamp mod Løgstør. Såvel indstillingen som spillet var ganske udmærket, og tager FfI de samme takter i brug i Vorup, er muligheden for sejr absolut til stede.
Vorup tankede i seneste kamp hjemme på Ulvehøj en god portion selvtillid ved at slå Ringkøbing med 2-0. Det formindskede afstanden til den vigtige niendeplads, hvor FfI p.t. er placeret, til syv point. Dermed skal Michael Bloms tropper hente tre point, hvis der fortsat skal spilles DS-bold i Randers-forstaden efter sommerferien.
FfI hentede i det omvendte opgør på Frederikshavn Stadion i oktober sidste år en sejr på hele 5-0 i kamp, hvor Mike Kaljo, der mod slutningen blev udvist, nettede tre gange, og hvor Rune Sønderby og Steffen "Dubbi" Jensen stod for de resterende kasser.
Der er kampstart kl. 13.00.





































