Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.06.2019 | Af: Michael Frederiksen

Lokal 12-årig pige årets overraskelse på Knivholt

Camille Haven Beck fra Frederikshavn er videre til semifinalerne i Voice Junior, hvor Wafande er hendes coach. Lørdag aften optrådte de sammen til Rock i Frederikshavn.
12-årige Camille Haven Beck fra Frederikshavn dukkede op som årets overraskelse på Store Scene under Rock i Frederikshavn 2019.

 

Wafande og Shaka Loveless var i fuld gang med deres festlige optræden, da Wafande midtvejs bad sin makker om at forlade scenen. Ind kom i stedet Camille Haven Beck, som i disse uger med succes medvirker i tv-programmet Voice Junior på Kanal 5.

Det er netop Wafande, som er coach for den lille frederikshavner med den store stemme, og han havde derfor aftalt med Camille Haven Beck og hendes forældre, at han gerne ville synge med hende på Knivholt.

- Det turde jeg godt, fordi Camille er simpelthen en stjerne. Hun har fuldstændig styr på alle de opgaver, jeg giver hende, sagde Wafande efter koncerten til Kanal Frederikshavn.

Op mod 4.000 publikummer befandt sig på gårdspladsen, da Camille uimponeret gik på scenen.

- Det er ikke så meget værre end at stå på scenen i Voice Junior, hvor der kameraer på, og hele Danmark kigger med, smilte Camille Haven Beck.

Wafande var meget tilfreds med den unge frederikshavners præstation på scenen. Han kan godt lide at hive publikummer op på scenen og synge med dem. Det hører dog til sjældenhederne, at han undervejs selv nøjes med at være kor og dermed reelt overlader scenen til andre. Det skete lørdag aften i Frederikshavn, og det fortæller Wafande mere om i videoen længere nede.

- Camille kan alt. Som artist skal man først og fremmest være frygtløs, være klar på at tage den og i virkeligheden også være klar på at fejle. Det handler mere om, hvordan man redder sin usikkerhed end om, hvordan man er perfekt, mener Wafande.

Camilles smil, flotte vokal og udstråling gik rent hjem på Knivholt. Selv helt oppe på VIP-balkonen lagde man mærke til den charmerende elev fra 6. klasse på Bangsbostrand Skole.

- Jeg elsker at synge, og det betyder ikke noget, om der er publikum, siger hun, og Wafande supplerer:

- Det er ligesom på badeværelset.

Straks efter koncerten i Frederikshavn tilbød Wafande Camille Haven Beck at komme med på scenen, når han - igen sammen med Shaka Loveless - fredag 26. juli skal optræde på årets Langelandsfestival. Et tilbud, som familien Haven Beck straks sagde ja til.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close