Kunstneren Anne Marie Johansen har travlt her i sommervarmen. Udstillingskalenderen er booket godt op, og der skal hele tiden nye billeder til for at tilfredsstille efterspørgslen.
Anne Marie Johansen har en permanent udstilling i Kattegat Siloen og udstiller desuden på Skagen Rådhus frem til 30. juli, hvor udstillingen kan ses i rådhusets åbningstid.
Derefter går turen til den anden ende af landet, nemlig til Galleri Arleth på Falster, hvor Anne Marie skal have en separatudstilling i august.
- Jeg har slet ikke tid til at holde sommerferie. Det bliver højst til et par dage ind imellem, ellers har jeg travlt på mit atelier hos FME, fortæller Anne Marie Johansen.
Ud over malerier arbejder Anne Marie også med pasteller og skulpturer samt som illustrator - bl.a. til Lisbeth Steens tre børnebøger om Musen og Elefanten og bogen "Guds nåde og jords glæde" af tidligere præst hos Roskilde Domkirke, Poul Henning Fromsejer.
- Og så arbejder jeg lige nu med et meget spændende projekt. Det er en børnebibel, hvor tidligere præst i Sæby, nu Silkeborg, Poul Gejl, har skrevet teksten, og jeg har lavet illustrationerne. Bogen udkommer sidst på sommeren i samarbejde med Galleri Nordenvind, oplyser Anne Marie Johansen.