Alle tiders topscorer i Superligaen, frederikshavneren Søren Frederiksen, uddelte i går prisen for Årets Mål i Superligaen ved DR Sportens Sportsgalla. En stor ære, siger ex-fodboldspilleren.
Ved DR Sportens sportsgalla, Sport 2011, havde hele to frederikshavnere fået den prominente tjans at uddele en pris foran 10.000 mennesker i Jyske Bank BOXEN i Herning og endnu flere tv-seere. Golfspilleren Lucas Bjerregaard stod for uddelingen af Team Danmarks Talentpris, mens Superligaens all time-topscorer, Søren Frederiksen, uddelte prisen for Årets Mål, der gik til AGF'eren Søren Berg. En ære der varmede hos lunefulde Frederiksen.
- Det er stort at få den ære. Det viser jo, at man ikke er glemt. Så jeg blev glad, da Peter Møller ringede og spurgte, om jeg ville være med. Og der må jeg sige, der blev jeg også en lille smule stolt. Godt nok er ingen af mine mål nogensinde blevet kåret til årets mål, men der har trods alt været mange af dem, siger Søren Frederiksen til Kanal Frederikshavn.
Ved showet var det Superligaens næstmest scorende, Peter Møller, der var vært sammen med Sisse Fisker. Om der siden har været lejlighed til drillerier de to herrer imellem vides ikke, men da Kanal Frederikshavn i går mødte Søren Frederiksen, havde muligheden endnu ikke budt sig.
- Det har vi slet ikke haft tid til, men nu skal jeg ud og finde ham. Så skal han nok få, griner lunefulde Frederiksen.
En god bunke år ude i fremtiden kan vi måske vente os at se Søren Frederiksen junior på scenen ved et lignende show. Den tiårige knægt skulle nemlig være et lysende fodboldtalent. Så faderen vil heller ikke afvise, at rekorden på 139 Superligamål kan være i fare.
- Ja, nu må vi se. Han er i hvert fald ret glad for at spille fodbold. Men nu må vi finde ud af, om det er det, han vil.
Bliver han bedre end faderen?
- Ja, han har i hvert fald bedre teknik end faderen, men jeg ved ikke, om han kommer til at score så mange mål. Han er mere oplæggeren.
Frederiksen junior blev sammen med lillesøsteren passet hos farmoderen i Frederikshavn, mens Søren og konen hyggede sig i Herning.