Lokal S-top om egen partitop: Politisk tonedøv
"Regeringen og partitoppen i Socialdemokraterne er politisk tonedøve." Unægteligt en hård kritik, som endda kommer fra egne rækker, Socialdemokraternes Kreds- Fællesledelse i Frederikshavn Kommune.
På dagens repræsentantskabsmøde rettede formand Stig Lundbo - på vegne af hele bestyrelsen - en sønderlemmende kritik af partiet.
- Attitude, kommunikation og faktisk ført politik tyder på, at regering og partitop er aldeles politisk tonedøve. Ingen indvendinger og ingen "folkelig" modstand synes at gøre indtryk. Det virker som om, der slet ingen jordforbindelse er til store dele af de befolkningsgrupper, der har bragt regeringen til magten. Det er stærkt bekymrende, lød det fra Stig Lundbo.
Han er af den overbevisning, at hovedbestyrelses bærer et stort ansvar
- Det er ubegribeligt, at Socialdemokraterne ikke ser, at regeringen godt og grundigt er ved at fyre sig selv. At meningsmålinger og folkelige og organisatoriske "protester" og modstand intet indtryk synes at gøre overhovedet. Hovedbestyrelsen har et selvstændigt ansvar for at bringe parti og udvikling på ret kurs. En kurs, der også gør genvalg til et realistisk mål. Det er det ikke i dag.
- Vi må spørge os selv, om vi fortsat er socialdemokrater, eller om vi har tilegnet os så liberale holdninger, at vi som parti og organisation uden kvaler blot kan se til, alt imens vi svigter vore egne kerneværdier? Det spørgsmål stiller vi efterhånden oftere og oftere os selv her i baglandet.
- De dele af befolkningen, der bragte regeringen til magten, er i alt for stor grad blevet skuffede, opgivende og ramt af håbløshed. Samme følelser er store dele af partimedlemmerne - herunder også politisk og organisatorisk aktive medlemmer - ramt af. Det har lokalt blandt andet haft den konsekvens, at vi meldte fra som Superkreds, idet medlemmerne ikke følte sig ordentligt klædt på til at tage de politiske diskussioner med vælgerne på gaden. Ærgerligt, men desværre en sideeffekt af den førte politik, sagde Stig Lundbo på repræsentantskabsmødet - fortsat på vegne af hele bestyrelsen.
- Afstanden mellem det, man ved valget stemte for - og troede man fik - og resultaterne af den faktisk førte politik, er ganske enkelt for stor. Hertil kommer, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem det regeringen siger den vil og den faktisk gennemførte praktiske politik, som den opleves i hverdagen.
Når det er sagt, roste bestyrelsen Bjarne Laustsen, som på dagens møde blev genvalgt til partiets folketingskandidat i Frederikshavn-kredsen.
- Han repræsenterer både kredsen og Nordjylland på allerbedste vis, og Bjarne værner til stadighed om de socialdemokratiske værdier, hvilket flere andre kunne lære af. Nogle gange må Bjarne dog føle sig isoleret, men som tidligere smed er han godt rustet og klarer disse situationer uden at miste troen på værdien af egen indsats. Der er ingen grund til at være bekymret for Bjarnes næste valg om senest halvandet år. Han vil helt sikkert opnå flere stemmer end ved sidste valgs flotte stemmetal på 18.744, vurderer Stig Lundbo.
Bestyrelsen er glad for, at Socialdemokraterne er tilbage ved magten i Frederikshavn Kommune, selv om udfordringerne også lokalt er skyhøje.
- Vi har overtaget et fallitbo efter Venstre og deres konstitueringspartnere SF og Konservative. En kæmpe gæld, som betyder, at vi skal stramme op. Kommunens samlede lånegæld var ultimo 2013 på 1.168 mio. kr. De årlige afdrag udgør 69 mio. i 2014 - stigende til 81 mio. i 2017.
- Ved udgangen af tredje kvartal 2013 var kommunens likviditet på 956 kr. pr. borger. Tre måneder senere ved årets udgang var likviditeten blot 486 kr. pr. borgere. Et fald på 49 procent i sidste kvartal af 2013. Hvordan kunne det gå så galt? Filosofien var at låne til finansiering af projekter, der nedbringer kommunens driftsudgifter, således at renter og afdrag betales af besparelserne på driftsudgifterne.
- Timingen af økonomien i kommunen har ikke fulgt med landets øvrige kommuner. I 2010 lå serviceniveauet i Frederikshavn to procent under landsgennemsnittet. I 2013 lå kommunen to procent over landsgennemsnittet.
- Har Venstre og konstitueringspartnerne holdt noget skjult for borgerne? Det har de utvivlsomt, hvilket nu er kommet til offentlighedens kendskab. I 2013 blev der optaget en byggekredit på 100 mio. til at holde hånden under kommunekassen. Var det for at undgå, at kommunen allerede i valgåret 2013 skulle sættes under administration? Jeg synes – både når der er tale om lokale- og landspolitiske forhold - at Venstre har en meget lemfældig holdning til borgernes penge. Hvor var i øvrigt Venstres "Formand for Vogternes Råd", tidligere bankdirektør Jens Ole Jensen, da denne beslutning blev truffet?, spurgte Stig Lundbo, da han fremlagde bestyrelsens beretning.
- Bemærk, at der nu er trængsel ved håndvasken. SF og Konservative forsøger at vaske hænder. Tilsyneladende vasker de hænder i brun sæbe. Ansvaret glider i hvert fald ud af hænderne på dem, selv om de begge er budgetejere af budget 2013.
Bestyrelsens sammensætning efter dagens repræsentantskabsmøde:
Formand Stig E. Lundbo, Frederikshavn partiforening
Næstformand Steen Jensen, Sæby partiforening
Kasserer Per Faurholt, Skagen partiforening
Sekretær June Menne, Frederikshavn partiforening
John Lorentzen, Frederikshavn Partiforening
Renate Weilov, Frederikshavn partiforening





































