Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
28.06.2019 | Af: Michael Frederiksen

Lokalbrag mellem Sæby og FfI om plads i serie 2

Kasper Sørensen har i mange år været en giftig angriber. Sparker han FfI op i serie 2 lørdag eftermiddag i Sæby?
FODBOLD: IF Skjold Sæby og FfI mødes lørdag eftermiddag i et brag af en kvalifikationskamp om en plads i serie 2. Kanal Frederikshavn liveopdaterer fra opgøret på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor der er kampstart kl. 14.00.

 

IF Skjold Sæby sluttede som dårligste 5'er i de 12 jyske serie 2-puljer. Det indebærer, at holdet skal ud i denne kvalifikationskamp mod FfI, der blev nr. to i serie 3, pulje 24. Betyder det, at hjemmeholdet Sæby er favorit?

- Man kan i hvert fald sige, at vi i foråret har spillet kampe mod modstandere med højere niveau, end FfI har i serie 3. Men lørdag står vi med flere afbud mod et FfI-hold, der har hevet jyllandsseriespillere ned. FfI-holdet har desuden vundet mange kampe i foråret, så de kommer med en masse selvtillid. Så en favorit er svær at pege på. Det vil helt sikkert blive en seværdig kamp med det, der står på spil og lokalopgøret i sig selv, vurderer Kasper Møller Kristensen, træner for IF Skjold Sæby.

FfI-træner Peter Jørgensen vurderer styrkeforholdet således:

- Jeg ser Sæby som favorit i og med, de til daglig spiller en række over os og er vant til at møde hård modstand i hver kamp. Men kampen mod Harken i tirsdags giver en tro på, vi kan være med. Vores hold har noget rutine, og jeg kender ikke så mange af spillerne fra Sæby, så om det bliver afgørende kan jeg ikke spå om. Deres træner (Kasper Møller Kristensen, red.) var på sidelinjen i tirsdags, så måske han har luret et par ting af.

FfI vandt tirsdag aften 2-0 over Harken, der blev nr. to i serie 3, pulje 23. Sejren blev sikret på udebane efter forlænget spilletid. Selv om Kasper Møller Kristensen spionerede i Harken, bruger han kræfterne på sit eget hold.

- Vi vil først og fremmest koncentrere os om vores eget spil. Hvis det rammer dagen, er vi nået langt. Vi har nogle meget talentfulde unge spillere, hvor fodboldkundskaberne ikke er noget problem. Så udfordringen bliver at være det rette sted mentalt til sådan en kamp. Og så håber vi, der kommer en masse folk på stadion, som vil hjælpe os frem til sejr, udtaler Sæby-træneren.

Med førsteholdet i Danmarksserien har I vel ikke brug for et andethold i serie 3?

- Vi har en klar filosofi om fodbolddannelsen af vores unge spillere. Jyllandsserieholdet har i løbet af foråret haft brug for disse spillere og har stadig kunnet gå suverænt igennem rækken. Så det er fantastisk at se. Det er dog klart, at med en gennemsnitsalder på lige over 20 år til hver kamp, er det ikke altid tingene lykkes. Men stemningen er god i truppen, og så længe det er tydeligt, at de unge spillere udvikler sig, er vi tilfredse. Når det så er sagt, er det klart, at det optimale er at blive i serie 2 og blive matchet på det niveau. Så det vil selvfølgelig være at foretrække, siger Kasper Møller Kristensen.

Peter Jørgensen råder i spillere som Kasper Sørensen, Frederik Klarskov, Jesper Gasberg og Mikkel Tolstrup over et firkøver med en del førsteholdserfaring, og FfI-træneren ser gerne, at frederikshavnerne rykker op i serie 2.

- At få vores andethold en række op vil betyde rigtig meget for klubben. Så bliver afstanden mellem vores JS-hold og os heller ikke så stor, og det er vigtigt, mener Peter Jørgensen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close