Lokale dansere klar til at dyste om DM i Sæby
Ved den kommende weekends DM i sportsdans er der debut til Mathias og Annika fra Frederikshavn Sportsdanser Forening, der for første gang skal danse i sportsrækken for børn.
I løbet af året har Mathias og Annika danset i talent-rækken, hvor de har nået en række flotte resultater. Nu tager de så springet til den bedste række ved DM på hjemmebane. Vi fangede dem til en lille snak inden det for alvor går løs.
I har haft en fantastisk sæson, hvor I har vundet nærmest alt, hvad I har deltaget i. Hvordan har det været?
Mathias og Annika smiler bredt, og konstaterer at det jo altid er en stor oplevelse af få medaljer.
- Det har været super, og især sejren i talentrækken ved DM i standard-danse var rigtig god, da vi selv synes, vi er bedst til latin. Så vi har trænet rigtig meget på standard-dansene det sidste stykke tid, og så er det bare fedt når det lykkes.
Nu vælger I så at rykke i sportsrækken. Er det noget, I har tænkt på længe?
- Vi har vel tænkt over det i et halvt års tid. Faktisk siden vi hørte, at man skal danse i sportsrækken for at deltage i Copenhagen Open. Copenhagen Open er en stor international turnering, som vi gerne vil deltage i næste gang. Egentlig var det først meningen, at vi skulle rykke op til januar, men vi synes selv, vi er klar til det nu.
Hvad forventer I jer så af at skulle danse i den bedste række?
- Det bliver sjovt at danse med de allerbedste, svarer Annika, mens Mathias supplerer med, at det også bliver sjovt at få lov til at danse nogle flere danse.
Det gør man nemlig i sportsrækken. De unge mennesker glæder sig også til at skulle danse på hjemmebane.
- DM i standard var i Nykøbing Falster, og DM latin er i Odense, så det er rigtig godt ikke at skulle køre så langt, siger Annika.
Både Mathias og Annika har helt styr på nerverne. De ved, der kommer en del mennesker, de kender, men bliver slet ikke mere nervøse af det. Tværtimod glæder de sig bare til at danse i sportsrækken og er begge enige om, at de glæder sig helt vildt til at komme på gulvet til DM i kombineret standard- og latindans.





































