Martin Dahlgren (t.h.) har lavet 13 point i sæsonens to første kampe - til stor glæde for cheftræner Thomas Lodberg (t.v.)
Cheftræner Thomas Lodberg har sendt dette indlæg: Oprykkerne fra Kvissel-Ravnshøj IF, FC Millionaires, vandt onsdag aften sin anden kamp ud af to mulige i Unihoc Floorball Ligaen. Denne gang var det bysbørnene fra FC Outlaws, der fortjent blev slået med 9-5 ((5-3, 2-1, 2-1).
I kampens indledning var Millionaires flere klasser bedre. Allerede efter 12 minutter var stillingen 5-0. Især førstekæden gjorde, hvad det passede dem og lavede flere delikate ting mod de magtesløse Outlaws-spillere.
Herefter skete der det, som oftest sker, når det kører godt. Man begynder at lave flere dumme beslutninger, og alle vil score mål. Man glemmer sine aftaler og begynder at køre solo. Outlaws stillede sig klogt tilbage og ventede på, at Millionaires-spillerne skulle lave fejl i opspillet. Det lykkedes til dels.
Omvendt er det stor klasse og moral at vinde kampen, selv om man har en mindre god dag på kontoret. Der er ting at arbejde med fremadrettet, og det er positivt.
Bedste mand, igen i dag, var Dennis Hansen. Han viser sin store defensive styrke, og deltager samtidig meget i det fremadrettede spil. Martin Dahlgren lavede seks point, og viser sine fantastiske kvaliteter. Han har nu i bare to kampe lavet hele 13 point. Også Kim Olesen spillede en meget godkendt kamp og var i sær i starten en evig kilde til uro. Han tegnede sig for fire point.
Desværre blev trioen Martin Dahlgren, Filip Nordström og Christoffer Sørig skadet. Det er endnu usikkert, hvor alvorlige skaderne er. Allerede lørdag har Millionaires endnu en hjemmekamp, når Svenstrup Dolphins kommer på besøg. Den kamp starter kl. 15.00. Efter den spiller Millionaires' 3 divisionshold mod Hjørring Hawks. Den kamp fløjtes i gang kl. 17.30 i Ravnshøj Hallen.