Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.01.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Lyndom til to fætre fra Sæby i sag om kokain

To mænd fra Sæby blev anholdt i aftes og idømt fængselsstraffe i dag. Ingen af de to mænd er kendt for kriminalitet i forvejen.



 

De to fætre blev anholdt i besiddelse af 180 gram kokain på en adresse på Strandkanten i Sæby.

De to mænd på 26 og 30 år blev anholdt tirsdag aften for at opbevare kokainen på den 26-årige adresse i Sæby. De blev begge fremstillet i grundlovsforhør i dag.

- De erkendte på stedet. Den 26-årige fortalte, at han godt vidste, at der var kokain i den pose, han skulle opbevare for sin 30-årige fætter, men derudover havde han ikke noget med narkotikaen at gøre, fortæller anklager i sagen, Mathias Andersen fra Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.

- Det var i stedet den 30-årige, som havde modtaget kokainen i 50 grams poser, som han skulle fortynde og blande op for at sælge videre til en fest, uddyber anklageren.

Eftersom begge mænd erkendte, faldt der en straksdom. Den 26-årige skal tilbringe 10 måneder i fængsel. Han blev løsladt indtil afsoning.

Hans 30-årige fætter fik et år og tre måneders fængsel og blev fængslet, indtil han skal afsone.

Kokain sælges på gaden til en pris omkring 600 kroner pr. gram. Der er derfor tale om kokain til over 100.000 kroner.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Joakim Brader, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close