Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.08.2017 | Af: Kanal Frederikshavn

Måltidskasserne er populære som aldrig før

Skagenfood spiller en stor rolle, når det gælder salget af måltidskasser i Danmark. I starten af 00’erne var det en af de første virksomheder, der introducerede konceptet til markedet, og nu bidrager virksomheden atter med noget nyt – denne gang måltidskasse version 2.0. 

 

Måltidskasser er populære som aldrig før, og i dag kommer flere hundrede tusind af danskernes ugentlige måltider herfra. En af de største udbydere er nordjyske Skagenfood, som har godt 17.000 kunder, der abonnerer på en af virksomhedens i alt otte forskellige typer af måltidskasser, som bliver leveret til døren.

Stifter og direktør Betina Kühn forventer, at antallet af kunder vil stige yderligere inden for nærmeste fremtid. Det skyldes, at virksomheden netop har lanceret en helt ny type måltidskasse, som skal imødekomme en samfundsudvikling, hvor danskerne får mere og mere travlt, og hvor en hverdag med arbejde, børnepasning, rengøring og tøjvask gør det svært at finde tiden til madlavningen.

Måltidskassen kombinerer nemlig færdigretter, som blot skal varmes i mikroovn og ovn, med kvalitetsråvarer, der er økologiske, sunde og stemmer overens med den kost, eksperterne anbefaler. Måltidet kan tilberedes på ned til kun 15 minutter og bliver således et sundt alternativ til andre hurtig- og færdigretter, der ofte er usunde og uden særlig meget næring.

- Færdigretter, som i mange tilfælde kommer på bordet hos de travle familier, har et dårligt ry, fordi det ofte er mad med højt kalorieindhold og ingen næring. Men sådan behøver det ikke at være. Det kan sagtens være økologiske og velsmagende simreretter, der blot skal varmes, fortæller stifter og direktør Betina Kühn fra Skagenfood og fortsætter:

- Derfor lancerer vi nu en ny type måltidskasse, som tager endnu et skridt op ad convenience-stigen til de travle forældre. Vi kalder den Heat & Cook, da maden kan tilberedes og varmes på cirka 15 minutter, mens den samtidig indeholder alt det, der skal til i en sund og nærende kost. Med måltidskassen forventer vi således at ramme en ny målgruppe af danskere, som vi hidtil ikke har nået, og at antallet af kunder således vil stige inden for den nærmeste fremtid, forklarer hun.

Støtter det lokale

Konkret består Heat & Cook kassen af en dag med et såkaldt heat-måltid, der kan tilberedes lynhurtigt i ovn eller mikroovn, og to til tre dage med fisk, kød eller fjerkræ, som enten er fra friland eller økologisk. Derudover kan man også vælge heat-udgaven, der hedder FamilieKassen X-Lyn, til, når det skal gå ekstra stærkt. Den er til den særligt travle familie og består af to dage med et heat-måltid og en tredje dag med et børnevenligt måltid med fisk, som er købt i lokalområdet.

- Fiskene er købt på nordjyske auktioner i Strandby, Skagen og Hirtshals. På den måde sikrer vi god kvalitet og friske råvarer samtidig med, at vi eksempelvis støtter de mindre, nordjyske kuttere. Derudover er måltidskasserne tilpassede portioner, så man både går mæt i seng og undgår madspild, siger Betina Kühn.

Måltiderne kombinerer ovn- og mikrovnsmad med lav selv og bevæger sig rundt i verdens populære køkkener som spænder fra indisk murgh makhani, italienske kødboller til Thailands red curry, hvor der eksempelvis tilberedes pasta, kartofler eller en mindre anretning af noget salat eller grønt til. Det kan også være en traditionel ret som boller i karry, man opvarmer, mens der koges lidt ris ved siden af.

Måltidskassen er lavet i samarbejde med økologiske Halkær Ådal samt Skagenfoods egen huskok og slagter.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close